Bibliotekerne er klar med oplevelser for alle

Spændende start på 2022 med foredrag og arrangementer

Udgivet:18. januar 2022, 06.51

Læsetid:3 minutter

Jesper Theilgaard er uddannet som flyvemeteorolog i 1978 og har fra 2002 til 2018 været fuldtidsansat på Danmarks Radio. Udover at være en populær tv-meteorolog og anerkendt forfatter er han også en kyndig foredragsholder. Foto: PR-foto

1 år siden

KULTUR 2022 bliver et år med mulighed for mange oplevelser på Ikast-Brande Bibliotek.

Det skriver kulturinstitutionen i en pressemeddelelsen, hvor de glæder sig over den brede vifte af arrangementer i årets første måneder.

Og det tegner godt med interessen, da det første arrangement med Simi Jan allerede er udsolgt.

Der er dog allerede i maj mulighed for at møde den populære tv-journalist, der vender tilbage til Ikast, hvor hun holder foredrag i Bakkehuset.

FN’s verdensmål omkring klima, kommer op til debat på biblioteket, når LOF Midtvest og Ikast-Brande bibliotek præsenterer foredragene med Henrik Egede Lassen, som fortæller om menneskeskabte klimakatastrofer og Jesper Theilgaard, som fortæller om klimaændringer og disses konsekvenser.

Meningsgfuldt håndarbejde

Brande Bibliotek har også spændende tilbud. Her byder biblioteket på et spændende foredrag om »Craft-psykologi«. I en tid hvor det har fået en renæssance at lave noget skabende med hænderne (at lave craft) uanset om det er surdej, strik, betonstøbning, syning eller tegning, har mange opdaget, hvor befriende det er at være fordybet og opleve den tilstand af »meningsfuld selvforglemmelse«, der opstår, når et projekt overtager alle tanker. Foredragsholder Anne Kirketerp fortæller om, hvorfor det ikke bare er meningsfuldt og dejligt at udføre noget med hænderne, men at det også kan hjælpe på stress, angst og ensomhed at lave noget, altså craft, med hænderne. Foredraget er baseret på flere års forskning, som også for nylig er udkommet i bogform.

Psykisk sundhed

Et andet foredrag om både fysisk og psykisk sundhed står Marina Aagaard for. Hun er master i sundhed og træning, træner og forfatter til »Gå dig i form« og andre bøger. Marina fortæller om »gang«, som under corona nedlukningen kom på førstepladsen, som danskernes foretrukne motionsform. Hun kommer omkring mange emner. Kan vi blive sundere af at gå? Hvilke fysiske og mentale fordele har gåturen? Kan en regelmæssig gåtur være en erstatning for fysisk træning? Hvor langt, hvor tit og hvor hurtigt skal man gå for opnå positive virkninger? Skal man gå 10.000 skridt hver dag eller kan man nøjes med halvdelen?

Foredrag og biograf

Besættelsens historie er stadig interessant. Sammen med foreningen Norden har Ikast-Brande bibliotek inviteret Niels-Birger Danielsen, som er journalist og historiker med speciale i besættelsestidshistorie, til at komme til Ikast og fortælle om, hvordan det gik Kvinderne fra Hvidsten gruppen, efter mændenes henrettelse. Foredraget følges op med et samarbejde med Ikast bio omkring visningen af efterkrigsfilmen »Den usynlige hær« om frihedskæmpere og sabotage. Filmen har datidens stjerner Bodil Kjær, Ebbe Rode på rollelisten. Premieren blev holdt få måneder efter besættelsens ophør. Filmen blev rost til skyerne af pressen, som fremhævede dens psykologiske troværdighed og dens dokumentariske ægthed særlig i skildringen af en sabotageaktion.

Nørre Snede

Til Nørre Snede har biblioteket fået muligheden for at få en aftale med forfatter Peter Øvig Knudsen, som i samtale med kultur- og bibliotekschef Martin Lundsgaard Leth, kommer og fortæller om sine stærkt personlige bøger »Jeg er hvad jeg husker« (2021) og »Min mor var besat« (2019) Bøger der, sammen med Peter Øvigs stemme, kan være med til at nuancere vores billede af psykisk sygdom og bryde den tavshedskultur, som præger manges tilgange til psykisk sygdom. Senere viser biblioteket i samarbejde med Ikast bio filmklassikeren »Gøgereden«.

Børnene bliver heller ikke snydt. Der kommer teater i både Brande, Nørre Snede og Ikast.

Biblioteket præsenterer teaterudgaven af børnebogsklassikeren »Orla Frøsnapper« i Nørre Snede, Jacob Martin Striids finurlige samling af rim »Mustafas Kiosk« er blevet til en musikalsk teaterforestilling kommer til Ikast, og så er der »Hatteteater« i Brande og flere andre ting, som kan ses i folderen »Kig Ind« der uddeles i denne tid og kan fås på de betjente biblioteker fra onsdag.