Menighedsrådsvalg 2020: Som folkevalgt kan man forme fremtidens kirkerum

Bodil Holm har som kirkeværge stået i spidsen for menighedsrådets projekter, der præger kirken og kirkegården i Isenvad i mange år fremover.

5. august 2020, 07.02

Bodil Holm har som kirkeværge stået i spidsen for det store renoveringsprojekt i Isenvad Kirke. Hun har lært meget undervejs og er stolt af resultatet. Foto: Troels Witter

MENIGHEDSRÅDSVALG En bygning fra 1893 kan ind imellem trænge til grundig overhaling. Derfor satte menighedsrådet i Isenvad i 2017 gang i et stort renoveringsprojekt til omkring to millioner kroner.

Det kunne lyde oplagt at sætte en erfaren håndværker eller byggesagkyndig i spidsen for en opgave af denne størrelse, men i Isenvad satte man en sygeplejerske i spidsen for det store projekt.

Lærte meget undervejs

Bodil Holm havde som sygeplejerske ikke nogen nævneværdig erfaring med byggeprojekter, men det var netop renoveringsopgaven, der gav hende lyst til at blive kirkeværge i Isenvad – og dermed var det hende, der var menighedsrådets indgang til de mange håndværkere og leverandører i projektperioden.

- Det var virkeligt spændende, og jeg lærte meget undervejs. Jeg blev kastet ud i mange nye opgaver sammen med menighedsrådets byggeudvalg og vores formand. Vi havde også rigtig god hjælp af en lokal byggesagkyndig og af projektets arkitekt. Jeg er faktisk meget stolt af resultatet, siger Bodil Holm, mens hun viser rundt i det lyse og luftige kirkerum.

Fremtidens kirkegård

Hun har været glad for arbejdet i menighedsrådet og for de opgaver, hun har været med i som kirkeværge. Det gælder først og fremmest det store renoveringsprojekt, men også arbejdet med at forme kirkegården til fremtidens behov i en tid, hvor færre vælger at blive begravet i en kiste. Det giver udfordringer og muligheder for indretningen af kirkegården i fremtiden, og det arbejde er Bodil Holm en del af sammen med kirkegårdsudvalg, graver og en landskabsarkitekt.

- Det er spændende at være med til at finde frem til de løsninger, der skal holde i rigtig mange år fremover, siger Bodil Holm.

Menighedsrådet vigtigt for Isenvad

Når der skal vælges nyt menighedsråd til september, stiller hun ikke op. Hun har været med i tre valgperioder, så nu vil hun gerne give stafetten videre til nye kræfter.

- Menighedsrådet og arbejdet i menighedsrådet er meget vigtigt for et sted som Isenvad. Kirken er med til at binde byen sammen – blandt andet gennem et godt samarbejde med skolen. Det betyder også meget, at vi kan blive ved med at have vores egen præst i byen, og det er de lokale kræfter i menighedsrådet med til at sikre, siger Bodil Holm.

FAKTA: Kirkeværgen

En kirkeværge vælges af menighedsrådet. Kirkeværgens opgaver er blandt andet:

• At føre tilsyn med kirken, kirkegården og anden fast ejendom, der hører til kirken

• At planlægge løbende vedligeholdelse og ombygninger. Ved større vedligeholdelsesprojekter er det ofte kirkeværgen, der indhenter tilbud og står for kontakten til håndværkere