Læserbrev: Stem lokalt for at undgå forskelsbehandling

8. april 2021, 07.50

Bente Lysgaard Mikkelsen. Foto: Tom Laursen

LÆSERBREV Endnu engang kan jeg konstatere, at det er klogt at stemme mange lokale byrådspolitikere fra ens egen by ind i det kommende byråd i Ikast-Brande Kommune.

Det nuværende antal byrådsmedlemmer fra Engesvang har åbenbart ikke nok indflydelse til at gennemføre indlysende tiltag så som by forskønnelse og sikker infrastruktur i Engesvang.

Ovennævnte konstatering er ud fra den forskelsbehandling, der sker i lokalområdet.

Her er ikke tale om misundelse, men faktuelt eksempel på Bording midtbys renovering af såvel hovedgade som byens torv. Om det skyldes, at der er forholdsvis mange byrådsmedlemmer, som er fra Bording, skal være usagt.

Endnu engang kan man få syn for sagen, idet hovedgademiljøet i Bording har fået endnu et løft med fjernelse af jerngitter belægning til fordel for flisebelagte arealer.

I Engesvang har vi hullede fortove på hovedstrøget, som er vanskelig at færdes på med eksempelvis rollator. Vi mangler ligeledes i den grad en ordentlig og sikker infrastruktur i forbindelse med etableringen af den nye vuggestue/børnehave. Politikere - såvel lokale som øvrige »byrødder« er bekendte med ovennævnte problematikker.

Manglende vedligeholdelse af fortovene og usikker trafik ved børnehave/vuggestuen er blevet påpeget gentagne gange, uden der er sket det mindste.

Jeg er sågar blevet det »lovet«, fra en lokal politikers side, »at nu ville der ske noget i nær fremtid« - men ak og ve – intet er sket på den front indtil dato.

Når man spørger ind til det, får man et såkaldt politikersvar, hvilket i bedste fald betyder udenomstale eller sort snak.

I flere år har stikveje på Emil Ernstsvej været uden fortovskanter. Nu er man gået i gang med at etablere disse. Jeg mener, det var langt mere presserende at få begyndt på anlæg af fortove/cykelsti og chikane ved vuggestuen/børnehave, end det er at få fortovskanter på stikvejene – Det er for mig at se ikke et indlysende behov her og nu.