Blot hver 10. vender »hjem« til kommunen

Der er kun få, der vender tilbage til deres barndoms kommune Ikast-Brande, hvis de har været borte et par år

26. december 2021, 12.09

Det er kun omtrent hver 10., der finder tilbage til Ikast-Brande Kommune, når der har fraflyttet barndomskommunen. Det viser en undersøgelse af Momentum. Tallene fortæller dog intet om, hvor stor en andel, der aldrig forlader kommunen. Foto: Genrefoto

FLYTNING De fleste kender situationen, hvor kammeratens trailer er toplæsset med møbler og flyttekasser.

I indkørslen står mor og græder, mens far forsøger at stramme sig op. Mens forældrene fortoner sig bagude, begynder et helt nyt og selvstændigt kapitel for den unge mand eller kvinde, der flytter hjemmefra.

Kort efter passerer flyttelæsset også bygrænsen og kort efter også kommunegrænsen.

På det tidspunkt lover de fleste formentlig sig selv, at når uddannelsen er ovre, så flytter man tilbage til de vante omgivelser.

Men sådan går det sjældent.

Bedre end Aarhus

Momentum har kigget på tallene for at se, hvor mange af de 35-årige, der flytter tilbage til deres barndomskommune efter at have forladt den i mindst to år.

Her ligger Ikast-Brande i den lidt tunge halvdel, når man ser på kommuner i Region Midtjylland.

Tallene viser, at blot 12,5 procent af de 35-årige vender tilbage til deres barndomskommune, når den hedder Ikast-Brande Kommune.

Her kan man så bryste sig lidt med, at retur-tallet er endnu dårligere, når det gælder blandt andet Skive, Aarhus og Ringkøbing-Skjern. Værst ser det ud for Lemvig, hvor blot 10,5 procent vender tilbage og får adresse i deres hjemstavns-kommune.

De største hjemmefødinge kommer fra Syddjurs Kommune. Her vender 21,1 procent af de fraflyttede hjem igen. Det er næsten dobbelt så mange, som tilfældet er med Ikast-Brande.

Der er herefter et pænt hop ned til nummer to, nemlig Skanderborg Kommune, der kan prale af, at 17 procent af deres uge vender retur. Herefter følger så Hedensted, Horsens og Silkeborg.

Tilbageflytningen for Herning er 14,3 procent, mens Holstebro med sine 12,8 procent kommer ind lige foran Ikast-Brande Kommune.

Det skal lige bemærkes, at der i undersøgelsen mangler tal på de, der aldrig har forladt deres barndomskommune.