HIH vil stoppe kontramaskinen

Hvis Herning-Ikast Håndbold kan begrænse antallet af kontramål fra Silkeborg-Voel, vinder HIH aftenens lokalopgør, vurderer cheftræner Kasper Christensen

6. januar 2021, 13.39

HIH-anfører Stine Skogrand (i.m.) indtog en af hovedrollerne, da Herning-Ikast Håndbold i august indledte sæsonen med en storsejr i Silkeborg. I aften satser HIH på at lande en ny sejr mod lokalrivalerne, som hun selv spillede for fra 2016 til 2018. Foto: Jakob Stigsen Andersen

HÅNDBOLD Året begyndte sejrrigt for Herning-Ikast Håndbold. De lokale håndboldkvinder vandt i søndags 25-24 på udebane mod Randers HK.

Trods de knebne sejrscifre så cheftræner Kasper Christensen gode spillemæssige takter undervejs, og dem skal der bygges videre på, når lokalrivalerne fra Silkeborg-Voel i aften kommer på besøg i IBF Arena i Ikast.

- Vi brændte for mange chancer i søndags i Randers. Det skal vi gøre bedre. Men ellers synes jeg, at vi spillede en fin kamp og kom til mange fine chancer. Så der er meget af det, vi kan tage med og forsøge at gentage mod Silkeborg, vurderer HIH-træner Kasper Christensen.

Største forskel på de to kampe er Silkeborg-Voels velsmurte kontramaskine, som rapfodede kvinder fra Søhøjlandet bruger hver eneste gang, de kan komme til det. Netop den udfordring har Herning-Ikast derfor særligt fokus på.

- De scorer mange mål i deres kontraspil. Både i førstefasen med udkast fra målmand til fløj og i andenfasen, som de løber konsekvent og godt med Julie Jensen på højre back og Eira Aune på venstre back og deres to stregspillere, pointerer Kasper Christensen.

- Det handler selvfølgelig om, at vi skal spille vores angrebsspil med samme disciplin og tålmodighed, som vi langt henad vejen også gjorde i Randers og få afsluttet ordentligt. For hvis vi kommer hjem at stå i vores 6:0-forsvar, er jeg sikker på, at vi vil have rimeligt godt styr på dem, vurderer HIH-træneren.

De to hold kender hinanden godt fra mange fællestræninger i de senere år, og der er tilmed adskillige spillere, som også har spillet for modstanderen. Det gælder eksempelvis for HIH’s anfører Stine Skogrand og for Silkeborg-Voel-spillerne Julie Jensen, Louise Ellebæk, Sofie Bæk Andersen, Annika Jakobsen og Line Skak Lindegaard. Der står med andre ord en vis håneret på spil.

Men lokalopgøret har også stor betydning for den tætte tabel i Bambusa Kvindeligaen. Herning-Ikast Håndbold er aktuelt nummer fem med 17 point for 14 kampe, mens Silkeborg-Voel er nummer otte med 14 point for samme antal kampe.

En sejr er med andre ord både vigtig for at holde lokalrivalerne på afstand og for at holde trit med København Håndbold på fjerdepladsen.

Kampen fløjtes i gang klokken 18.30 i IBF Arena.

HIH’erne spiller allerede igen på lørdag. Der tager de lokale håndboldkvinder hul på gruppespillet i EHF European League - arvtageren for den tidligere EHF Cup - når russiske Zvezda Zvenigorod kommer på besøg.