
6 år siden
PÅRUP Den 8. - 9. september 2017 danner Pårup Park igen i år ramme om et brag af en byfest.
Traditionen tro, vil der være masser af sjove aktiviteter og indslag for små og store.
I år vil der i løbet af lørdagen blandt andet være Trylleshow med Rasmus Ebild, som er kendt fra "Danmark har talent". Engesvang brandvæsen laver brandshow, og børnene får lov at prøve brandsprøjten.
Det lokale spejderkorps fra Engesvang laver opvisning og børneaktiviteter.
Derudover vil der traditionen tro være stor hoppeborg, havetraktorræs og kvindedyst.
Gratis rundstykker
Som noget nyt i år, har byens erhverv valgt at starte lørdagen med gratis rundstykker og morgenmad til byens borgere.
Ligeledes starter byfesten roligt ud fredag aften som altid, med familie bankoaften hvor alle er velkomne.
Lørdag aften er der i år stor fest og fællesspisning i festteltet, hvor byens nye virksomhed Mascot har sponsoreret musikken, der leveres af det lokale band Rockpiloterne.
- Vi er i byen rigtigt stolte af, at Mascot kommer til byen og er glade for, at de har valgt at engagere sig i lokallivet, allerede inden domicilet er færdigbygget, siger formand Thomas Gram Petersson fra Pårup Borger og Idrætsforening
Pårup byfest har eksisteret igennem rigtigt mange år, men har gennem de seneste år vækstet markant.
Antallet af sponsorer, deltagere og aktiviteter er vokset stødt og alene antallet af sponsorer er i år steget med cirka 30 procent sammenlignet med sidste år.
Således er der i dag 30 virksomheder som støtter op omkring Byfesten og Pårup Borgerforenings andre aktiviteter.
