Lokale kirker markerer bedeugen

Udgivet:12. januar 2023, 10.37

Læsetid:1 minut

Christianshede Kirke.

GLÆDE 8.-15. januar holdes den traditionelle bedeuge i hele landet. Ugen markeres blandt andet med særlige gudstjenester i Christianshede og Ikast.

I perioden 8.-15. januar er der bedeuge over hele landet, og i år er temaet glæde. Bedeugen markeres onsdag 11. januar med en særlig gudstjeneste i Christianshede Kirke, og samme dag er der skriftemålsgudstjeneste i Ikast Kirke.

Bedeugen arrangeres af Evangelisk Alliance Det er et netværk af danske kirker og kirkelige organisationer, og alliancens hovedaktivitet er den årlige bedeuge, som hvert år samler omkring 30.000 deltagere i alt til de lokale arrangementer.

En tradition i Ikast

- Hos os er det en gammel tradition at holde en skriftemålsgudstjeneste i forbindelse med bedeugen. Ved skriftemålsgudstjenesten læser jeg en særlig skriftemålsbøn, og man får forladt sine synder ved håndspålæggelse, når man knæler ved alteret. Skriftemålsgudstjenesten har en særlig betydning for nogle af kirkegængerne her i Ikast. Der er flere, der har efterspurgt flere skriftemålsgudstjenester i løbet af året, så det er noget, vi ser på. Har man behov for et privat skriftemål, så står vi præster altid til rådighed for det, siger Jens Peter Garne, der er sognepræst ved Ikast Kirke.