
Lokal racer på podiet
Sebastian Øgaard er fortsat med helt fremme i formel 4
Udgivet:24. september 2021, 13.00
Læsetid:1 minut
Sebastian Øgaard fra Ejstrupholm er efter en ny afdeling i Formel 4 fortsat med helt fremme og indtager en samlet andenplads i serien. Foto: Privatfoto
2 år siden
EJSTRUPHOLM Sebastian Øgaard fra Ejstrupholm har kørt femte runde af det spanske formel 4-løb på Circuit Ricardo Tormo i Valencia.
Den unge Ejstrupholmer sikrede sig to sejre og fastholdt andenpladsen i den samlede stilling, nu med fire sejre.
Han havde siden første test på banen vist fantastisk pace og havde hele tiden holdt sig i top fem.
Starten ved første løb var perfekt, og han lagde sig i spidsen med det samme. Strategien var at bruge sine fire nye dæk i første race. Det blev et sikkert løb i højt tempo, og han sluttede 10,5 sekunder foran resten af feltet. Første sejr var hjemme, fremgår det af en pressemeddelelse.
En lille fejl kostede
Andet løb bød atter på en perfekt start. Sebastian Øgaard førte løbet det meste af tiden, men en lille kørefejl kostede ham podiet, og han sluttede løbet som nummer fire.
I sidste løb startede Sebastian Øgaard som nummer tre, men kom afsted i raketfart.
Efter at safetycar’en måtte på banen, tog han føringen, og med sikker, fokuseret og fejlfri kørsel var han tilbage på toppen af podiet.
- Vi har været rigtig stærke både under test, men også fra weekendens begyndelse. Så jeg er virkelig tilfreds. Det er fantastisk at være kører i et team hvor alle vil vinde, lyder det fra Sebastian Øgaard.
Efter løbene i Spanien har køreren fra Ejstrupholm nu 172 point.
Han har vundet fire løb og har stået på podiet syv gange.
Næste afdeling finder sted på Jerez-banen i det sydlige Spanien.