Små detektiver på mission: En juleskurk skulle fanges

Et frækt tyveri er sket i Strøgcentret i Ikast. Nogle af julemandens gaver er blevet stjålet fra deres faste pladser som en del af handelsgadens juleudsmykning. Men lokale børn løser mysteriet

2. december 2020, 08.30

Seksårige Marius Frandsen fra Ikast får her overrakt sit detektiv-badge, mens mor Majken Frandsen smiler bag mundbindet. Foto: Henrik Ole Jensen

IKAST Hanne Riffel, Preben Pølsesnak, Camping Vagn, fru Pudderkvast, Reichardt Thomsen, Ronni Roligan og Danse-Staffan.

Det er navne, som de fleste danske børn kender fra DR tv-programmet »Ramasjang Mysteriet«.

I årevis har de syv skurke været på spil og har stjålet alt fra Bamses honningkrukke til prikken over i’et.

Hver gang er den skyldige dog fundet gennem et samarbejde mellem værten Kristian og et supersejt barn.

Lørdag formiddag havde en af de syv skurke været på spil i Strøgcentret i Ikast. Nogle af julemandens gaver var simpelthen blevet stjålet fra deres faste pladser som en del af juleudsmykningen.

Får set byens butikker

Ganske usædvanligt for kriminelle handlinger var gerningen annonceret ganske massivt inden tyveriet.

Vores Ikast har nemlig betalt DR for en færdig Ramasjang-pakke med personale, rekvisitter til at skabe en detektivhule ved Strøget 18 samt ledetråde til spor, som børn - og deres medfølgende voksne - skulle finde i nærheden.

- Det handler om at få folk ind til bymidten, så de kan se og opleve, hvor flot her er, og hvor mange forskellige butikker der findes i Ikast, forklarer chefen for Vores Ikast, Jan Birk, og tilføjer:

- Det er ikke sikkert, at en travl børnefamilie går i ret mange butikker, lige den dag de er med i Ramasjang Mysteriet, men forhåbentlig bemærker de nogle af de mange gode tilbud og kommer igen en anden dag for at handle her.

Detektiv sad klar

Seksårige Marius Frandsen fra Ikast var ankommet som den første håbefulde detektiv.

Før butikkerne var åbnet, sad han klar på en bænk i Strøgcentret med sin mor ved sin side.

- Han kunne simpelthen ikke vente længere, fortalte Majken Frandsen om årsagen til, at de var ankommet i usædvanlig god tid.

Marius smilede spændt og pegede på en papfigur af Danse-Staffan som sit bud på den mest oplagte skurk.

Flere børn og voksne ankom, og endelig kunne DR-medarbejderne Cathrine Engelberth og Louise Stoholm, der begge har en teaterbaggrund, fortælle børnene om det frække tyveri.

- Er det noget, I vil hjælpe os med at opklare? lød spørgsmålet, hvortil der selvfølgelig blev svaret ja.

Alle fik udleveret et overskueligt landkort, hvorpå det fremgik, at der kunne findes spor længere mod nord i gaden, ved biblioteket og ved Ikast Bio.

Mange på mission

Helt som i tv-programmet er det sådan, at finder man alle tre spor, kan man med udelukkelsesmetoden afgøre, hvem af de syv skurke der denne gang har været på spil.

Flere børn ankom og blev sendt ud på samme mission. For at ingen skulle afsløre noget for de andre, var præmissen, at man skulle placere sedlen med sin løsning i Kristians postkasse.

Kristian selv kunne ikke deltage i Ikast, da mysteriet også folder sig ud i andre byer - og så er der vist også noget med lønrammen for tv-kendisser, der spiller ind.

Men de unge detektiver fik efter endt mission udleveret et vaskeægte detektiv-badge. Så hvis de en dag skulle møde Kristian, kan han se, at de er gode til at hjælpe.

På jagt efter tilbud

Efter at Marius havde fået sat sit badge på jakken, gik der ikke mange sekunder, før han igen var på farten.

Den lille detektiv havde nemlig spottet en flot fodboldtrøje i Sport24 på modsatte side af handelsgaden, som nu skulle undersøges nærmere.

Redaktionen kan naturligvis ikke afsløre, hvem af de syv skurke der havde været på spil i Ikast. For det hyggelige, gratis og familievenlige detektivarbejde udspiller sig flere gange i løbet af den kommende tid, hvor julegaverne skal indkøbes.

Familien Olsen fra Bording på mission. 11-årige Thilde har set alle tv-udsendelserne med Ramasjang Mysteriet, og nu får hun selv mulighed for at deltage - sammen med far Henning og mor Elisabeth. Foto: Henrik Ole Jensen Foto: Henrik Ole Jensen
Niårige Leonora Nyvang Lund fra Rødding, der - bistået af en DR-medarbejder - deltager i Ramasjang Mysteriet i Strøgcenteret, mens hendes storesøster er til håndboldstævne i Ikast. Foto: Henrik Ole Jensen Foto: Henrik Ole Jensen