Vikar:Præst fra Fonnesbæk til Engesvang

Sognets faste præst har sygeorlov

Udgivet:17. marts 2022, 12.00

Læsetid:2 minutter

Torben Pedersen vender tilbage til præstegerningen, når han vikarierer i Engesvang Kirke frem til juni måned i forbindelse med den faste præsts sygeorlov. Foto: Privatfoto

ENGESVANG Det var ikke lang tid, at den tidligere præst i Fonnesbæk, Torben Pedersen, fik mulighed for at nyde sit otium. Indtil udgangen af juni er han konstitueret som sognepræst i Engesvang. Han gik ellers på pension med udgangen af november efter at have været præst i Fonnesbæk i 27 år.

Det skyldes, at Engesvangs normale præst, Cecilie Smith-Petersen, har fået sygeorlov.

Menighedsrådsformand Vibeke Steen er glad for at kunne byde Torben Pedersen velkommen til Engesvang.

- Vi er kede af, at skulle undvære vores faste sognepræst, men det er dejligt, at vi kan få hjælp af en virkelig erfaren præst, som også er kendt på egnen. Faktisk har vi flere gange oplevet Torben Pedersen som vikar i forbindelse med Cecilies ferier og fridage, siger Vibeke Steen.

Hun gør opmærksom på, at præsten ikke er ansat af menighedsrådet. Det er provstens ansvar, at der er præster til at betjene sognene i provstiet.

- Vi er glade for, at vores provst, Poul Erik Knudsen, har været meget opmærksom på at hjælpe os. Faktisk har han selv ferie i øjeblikket, men han har alligevel ligget vandret for at sikre, at vi fortsat har præstelige betjening i Engesvang, selv om Cecilie Smith-Petersen er blevet syg, siger Vibeke Steen.

Torben Pedersen går direkte ind i gudstjenestelisten med de tilhørende bistandstjenester i Bording og Christianshede. I gudstjenestelisten indgår også en ny præst, der tiltræder til påske. Da tiltræder en ny præst i Isenvad og Bording og Christianshede, som også skal yde bistand i Engesvang sogn. Menighedsrådene i Isenvad og Bording har lavet deres indstilling, men man afventer fortsat Kirkeministeriets officielle udnævnelse, og indtil da er den pågældende hemmelig.

Torben Pedersen havde sin første gudstjeneste i Engesvang 13. marts, som også var markeringen af kirkens 125-årsjubilæum.

Han bliver også den præst, der gennemfører den resterende del af undervisningen af årets konfirmander og konfirmationerne, der traditionen tro i Engesvang er sidste søndag i april og første søndag i maj.