112

Forårsfornemmelser årsag til uheld

Udgivet:06. marts 2023, 10.14

Læsetid:1 minut

ENGESVANG Tre køretøjer blev ifølge politiet nærmest totalskadet, da der søndag eftermiddag ved 14-tiden skete et færdselsuheld på Skyggevej nær Engesvang.

En 65-årig mand fra Juelsminde kom kørende i sin personbil med efterspændt trailer, da han på et tidspunkt fik øje for fuglelivet i det naturskønne område.

Han holdt ind til siden for at nyde fuglesangen og forårets komme, da idyllen pludselig forsvandt.

En bagfrakørende bilist havde nemlig overset bilen og traileren i siden af vejen og kørte med stor kraft op bag i vogntoget.

Som nævnt skete der omfattende materielle skader, mens begge bilister ifølge politiet slap uskadte fra det voldsomme sammenstød.