Behovet for rådgivning er stort

Erhvervsfolk og detailister fra Ikast-Brande gør brug af Erhvervsrådets webinar

26. marts 2020, 12.00

Erhvervsdirektør Kenneth Mikkelsen glæder sig over lysten til information og rådgivning blandt erhvervsfolk og detailhandlere i Ikast-Brande-området. Foto: Tom Laursen

IKAST-BRANDE For nyligt valgte en række detailister fra Ikast-Brande-området at bruge eftermiddagen foran skærmen.

Herfra deltog de i Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brandes webinar målrettet detailhandlen presset maksimalt midt i coronakrisen.

- Det er jo en fuldstændig surrealistisk situation. Vi fornemmede lynhurtigt et markant behov for information, som vi straks indstillede organisationen på at håndtere, siger erhvervsdirektør Kenneth Mikkelsen, Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande.

- Vi gik efter vores mavefornemmelse i forhold til at skabe webinar, hvor deltagerne udover at lytte også aktivt kan stille spørgsmål. For mange giver det en ekstra dimension i forhold til en mail med skriftlig information, siger Kenneth Mikkelsen.

I løbet af et døgn fik Erhvervsrådet stablet teknologi og udstyr på benene, og herefter blev der indbudt til i første omgang fire weibnar; for erhvervsvirksomheder og for detailbutikkerne.

50 lokale deltagere

I alt deltog omkring 50 virksomheder og detailbutikker alene fra Ikast-Brande-området.

- I det hele taget er vi positivt overraskede over, at så mange med så kort varsel valgte at deltage. Det siger noget om behovet.

På erhvervsrådet webinar holdt både en advokat og revisor et oplæg, hvorefter deltagerne kunne stille spørgsmål.

- De fleste er meget frustrerede over hele situationen, og det smitter også af på spørgelysten. Den store udfordring lige nu er, at stille den rigtige information til rådighed, så virksomhedsorganisationer og detailhandlere ikke selv skal støve hjemmesider hos styrelser og ministerier igennem for at lede efter det, der er relevant for dem, siger Kenneth Mikkelsen.

Samtidig er der fra regeringens side foreløbig udstukket rammer hjælpepakkerne, mens det detaljerede arbejde med at udfylde dem lige nu er i gang.

Pres på forhandlingerne

- Så der er også spørgsmål, vi ikke kan svare på, før det arbejde er færdigt. Fra Erhvervsrådets side lægger vi så meget pres på arbejdet på Christiansborg lige nu for at få rammerne mere fleksible, end der er lagt op til. For eksempel en butik med en webshop, der skal sende butikspersonalet hjem efter hjælpepakken, men har to medarbejdere med hver sine kompetencer i forhold til at holde webshoppen kørende; må vedkommende lade dem arbejde en dag hver på skift for at holde webshoppen kørende. Eller håndværkeren, der har et job, hvor han i en uge skal bruge en medarbejder med en bestemt håndværksmæssig kompetence; må håndværkeren kalde medarbejderen ind den uge og sende vedkommende hjem igen bagefter? Den er den type fleksibitet, der er brug for, for at holde virksomhederne kørende, siger Kenneth Mikkelsen - fra datterens værelse i derhjemme. Alle erhvervsrådets medarbejdere er sendt arbejder hjemmefra under nødsituationen.

- Det har jeg inddraget børneværelset til kontor, og herfra klarede jeg også min rolle under alle fire webinarer. Min kone har hjemmekontoret i stuen. Vores normale hjemmekontor er i kælderen, som desværre ramt af vandskade...