FCM sejrede solidt i Aarhus

FC Midtjylland vandt 2-0 over AGF i årets første træningskamp

20. januar 2021, 11.47

Evander Ferreira (i.m.), der her tiljubles af Anders Dreyer og Paulinho ved en tidligere lejlighed, scorede til 1-0 i tirsdagens testkamp mod AGF. Foto: Henrik Ole Jensen

FODBOLD FC Midtjylland efterlod et solidt indtryk, da de forsvarende danske mestre i går spillede årets første testkamp.

På kunstgræsbanen på Fredensvang i Aarhus dominerede og vandt »ulvene« sikkert med 2-0 over Superliga-rivalerne fra AGF.

FCM-mandskabets to scoringer blev sat ind i hver sin halvleg af henholdsvis Evander Ferreira og Lasse Vibe.

- En fin første test, kunne cheftræner Brian Priske efterfølgende konstatere.

- Ud over sejren, var der mange positive ting, at tage med: Spillerne fik nogle meter i benene vi dominerede i det meste af kampen, og vi skabte de chancer, vi skulle bruge til at vinde. Samtidig er det naturligvis glædeligt, at vi undgik skader, sammenfatter FCM-træneren.

Byttede 10 markspillere

Mod AGF valgte Brian Priske at lade målmand Jesper Hansen stå hele kampen, men ved pausen byttede FC Midtjylland hele 10 markspillere.

Undervejs blev der spilletid til en række af »ulvenes« mange unge talenter, heriblandt 17-årige Victor Lind og 18-årige Kristoffer Lund.

I fraværet af coronaramte Sory Kaba samt de skadede Joel Anderson, Mikael Anderson og Júnior Brumado var der også minutter til unge spillere som Japhet Sery Larsen, Nicolas Madsen, Oliver Sørensen, Gustav Isaksen og Frederik Heiselberg.

Inden pausen indledte FC Midtjylland med velkendte navne som Erik Sviatchenko, Evander Ferreira, Anders Dreyer, Awer Mabil, Dion Cools og Jens-Lys Cajuste. I start-11’eren figurerede også den tyske angriber Luca Pfeiffer.

I anden halvleg kom eksempelvis Alexander Scholz, Paulinho, Frank Onyeka, Lasse Vibe og Pione Sisto på græs.

FC Midtjyllands næste testkamp spilles søndag 24. januar i Ikast, hvor modstanderen er AaB.