Lidt positivt i corona-tiden: Flere har fået øjnene op for bibliotekets digitale muligheder

Men bibliotekerne melder om kraftig vækst i digitale udlån under corona-krisen. Ikast-Brande Bibliotek forsøger at gå nye veje

16. april 2020, 04.00

Ikast-Brande Biblioteks digitale tilbud er blevet mere udbredt under coronakrisen. Hvis man i øvrigt har bøger, der skal afleveres, kan man fortsat bruge brevsprækken. Foto: Mikkel Korsgaard Christensen

IKAST-BRANDE De fysiske biblioteker landet over er lukkede i kampen for at standse smitten med coronavirus.

Bibliotekerne har derfor skruet op for den digitale adgang. Det gælder udlån af både e-bøger, film og lydbøger, og selvom corona-krisen har givet en noget anderledes hverdag, har medarbejderne ifølge Danmarks Biblioteksforening rigeligt at se til. Det vidner ifølge foreningen om, at kulturens betydning er stor og vigtig for borgerne, selvom corona-krisen har ændret livet for mange.

Det samme gør sig gældende hos Ikast-Brande Bibliotek, hvor man er glad for at kunne hjælpe de mange mennesker, der fortsat har brug for materialer. Det fortæller kultur- og biblioteksleder Martin Lundsgaard-Leth.

- Vi gør nogle ting anderledes her i lukkeperioden, og vi har oplevet en kraftig stigning i udlånet af digitale medier, siger han og giver nogle eksempler:

- Udlån af film via Filmstriben er næsten blevet fordoblet, og i marts havde vi 375 udlån. Udlån af e-bøger via e-reolen er også fordoblet fra 422 udlån i februar til 833 i marts, mens antallet af lydbøger er steget fra 1266 til 1431, lyder tallene for den digitale fremmarch, lyder Martin Lundsgaard-Leth, som konkluderer, at mange borgere først for alvor har fået øjnene op for de mange digitale tilbud, der faktisk ligger på biblioteket - også uden corona-krisen.

Der er desuden flere, som via bibliotekets hjemmeside podcaster forskellige tilbud og har fundet ud af at streame film via biblioteket.

- Vi oplever en stigende efterspørgsel, men holder også på skillinger, så vi har noget til vi kommer på den anden side. Vi vil så gerne holde åben og er ærgerlig over de mange arrangementer og foredrag med forfattere, vi har måttet aflyse, siger Martin Lundsgaard-Leth.

Aktiv Sommer

Selvom der ser ud til at være lys for enden af tunnellen, så har biblioteket netop taget beslutningen om at aflyse aktiv sommer.

- Jeg troede måske vi skulle åbne sammen med skolerne, men har fået at vide, at vi først skal være klar den 10. maj. Men det er jo slet ikke til at vide, hvordan verden ser ud på den anden side, så derfor har vi taget beslutningen om at aflyse, og så satse på at vende tilbage igen til næste sommer, siger Martin Lundsgaard-Leth.

Hjælp til studerende

Selvom Danmark er lukket ned, fortsætter store dele af samfundet digitalt. Mange arbejder hjemmefra, mens skoler og uddannelsesinstitutioner via fjernundervisning fortsætter med at forberede eleverne til eksamen. Det har også givet noget at se til for Ikast-Brande Bibliotek.

- Biblioteket har hjulpet rigtig mange gymnasie- og HF-elever med både informationssøgning og litteratursøgning. Det har blot foregået via mails og fungerer også o.k., omstændighederne taget i betragtning, siger kultur- og bibliotekslederen.

Hjælp til ensomme

Corona-krisen medfører, at mange mennesker mister store dele af deres sociale liv. Ikast-Brande Bibliotek ønsker at gøre sit til at modvirke risikoen for ensomhed. Derfor har Ikast-Brande Bibliotek formidlet Læseforeningens nye initiativ under navnet: »Sammen Hver For Sig - virtuelle læsegrupper«. De skal inspirere samt styrke fællesskabet og modvirke ensomhed i en tid, hvor folk måske mere end nogensinde har brug for at stå sammen. Titlen er hentet fra en novelle af Virginia Wolf om menneskers stræben efter at forbinde sig med hinanden.

For de yngste har Ikast-Brande Bibliotek også forskellige tilbud - online naturligvis.

- Hver dag tilbyder vi forskellige lege og spil til børn via bibliotekets Facebook-side, og i det hele taget kan vi konstatere, at bibliotekets digitale formidling på Facebook og Instagram er forøget, siger Martin Lundsgaard-Leth og tilføjer:

- Vi er rigtig glade for, at vi kan eksponere de digitale medier på en tydeligere måde. Det er gået op for folk, at den mulighed også findes, så på den måde er det positivt, siger Martin Lundsgaard-Leth.