Hjertepuder i en Knæk Cancer-blomst

Inner Wheel har i mange år støttet op om indsatsen for brystopererede kvinder på hospitalet i Skejby

Udgivet:27. oktober 2022, 07.00

Læsetid:2 minutter

Hjertepuder fra den lokale Inner Wheel Klub er her samlet i en Knæk Cancer-blomst.Foto: Privatfoto

Laila Kempel
Journalist| lak@ikastavis.dk

3 måneder siden

IKAST I den gode sags tjeneste mødtes kvinder fra Ikast Inner Wheel forleden på Hotel Medi i Ikast.

Medlemmer mødes fast hver måned til forskellige arrangementer, men denne gang var det hjertepuder, som hele aftenen drejede sig.

Normalt er det en mindre flok, der samles hos en af klubbens medlemmer for at sy hjertepuder.

Men som noget nyt var hele klubben samlet for at lave de eftertragtede hjertepuder.

Hotel Medi lagde lokaler til, og sågar også strygejern og strygebræt, og så gjaldt det ellers bare om at komme i gang.Puderne doneres til onkologi-afdelingen på Århus Universitetshospital, som giver dem til kvinder, der er brystkræftopererede.

Alle brystopererede kvinder på AUH’s Plastik- og Brystkirurgisk sengeafsnit får dagen efter deres operation en eller to farverige, hjerteformede puder, afhængigt af om operationen er i et eller to bryster. Puderne får de udleveret af en sygeplejerske, der viser kvinderne, hvordan de kan bruge dem.

Hjertepuderne udfylder en helt konkret funktion efter en brystoperation, fordi kvinderne skal ligge og sidde på en bestemt måde for at aflaste de opererede områder, hvor det gør ondt, strammer og er ømt.

Det smarte ved puderne er, at de har en blødhed, som hospitalets tæpper og puder ikke har, og derfor er de helt perfekte til brystoperede patienter.

Denne aften var alle i gang med henholdsvis klipning -strygning - syning og afvejning af pudefyld, som skal vejes, inden de fyldes i puderne.

- Vi synes, puderne er superflotte og farverige, og vi fik også lige lavet en Knæk Cancer-blomst af puderne, som naturligvis også skal sendes ind, så den også er med til at støtte kampen mod cancer, fortæller Jane Harbo fra Inner Wheel i Ikast

Klubben er stolte af deres projekt, som de har været i gang med siden 2013.

Der måles og klippes i forbindelse med fremstillingen af de eftertragtede hjertepuder. Foto: Privatfoto
Medlemmerne af Ikast Inner Wheel havde for en stund gjort en af Hotel Medi’s festsale til en systue. Foto: Privatfoto