
Byrådspolitiker har politianmeldt Facebookbruger
1. viceborgmester Simon Vanggaard (DF) har politianmeldt en Facebookbruger. Han vil slå en streg i den virtuelle sandkasse, for han frygter, at skriverier på de sociale medier kan ændre landets demokratiske fundament
Udgivet:30. november 2019, 09.40
Læsetid:3 minutter
Byrådspolitiker Simon Vanggaard (DF) har politianmeldt en Facebookbruger, der gentagne gange har beskyldt politikeren for at manipulere med tallene i forbindelse med sagen om lukningen af Kernehuset i Blåhøj. Foto: Henrik Ole Jensen
3 år siden
Ikast-Brande »Man har heller aldrig set så usmagelig fremgangsmåde af en formand for børn og unge udvalg med manipulerede og usande tal for at få lukket en børnehave.«
Sådan skriver en bruger på Facebook om Simon Vanggaard (DF), der er medlem af byrådet i Ikast-Brande Kommune, 1. viceborgmester og formand for børne- og undervisningsudvalget.
Den konkrete sag handler om lukningen af børnehaven Kernehuset i Blåhøj, og den er ifølge Simon Vanggaard et eksempel på en hård tone på de sociale medier, som bliver hårdere og hårdere og her er kammet over.
- Når jeg gentagne gange af den samme person bliver beskyldt for at lyve, så er der tale om en personligt vendetta. Når man beklikker min hæderlighed, så er det over grænsen, siger Simon Vanggaard, der har politianmeldt den pågældende bruger.
Byrådspolitikeren håber, at han ved at slå en streg i sandet kan få signaleret, at der er forskel på en frisk debat og injurier.
- Meget af det, der bliver skrevet, lader jeg passere. Det er ikke noget, der holder mig søvnløs. Men det her er sket så mange gange, at jeg bliver nødt til at sætte en personlig grænse, siger han.
Kandidater sig nej
Ifølge Simon Vanggaard er tonen til tider meget hård på de sociale medier, og det har ikke kun konsekvenser for de valgte politikere, men set i et større perspektiv kan det have konsekvenser for samfundet, mener han.
- Det bliver vanskeligere at finde kandidater, der vil stille op, og jeg har eksempler på nogle, der siger nej, fordi de ikke offentligt vil dele deres holdninger. Jo sværere det er at sige sin mening offentligt, jo mere betændt debatten bliver, jo flere vil lade være med at stille op.
Simon Vanggaard har tidligere meldt ud, at han ønsker at stille op til Folketinget, og han er godt klar over, at presset på en folketingspolitiker, når man taler om de sociale medier, er meget større, end det er for en byrådspolitiker.
- Det kan du nok gange med 10 eller måske 100, men derfor er det også vigtigt at tage fat fra start i lokalpolitikken, siger han.
Den tætte kontakt
På trods af den til tider meget hårde tone er Simon Vanggaard som udgangspunkt glad for de sociale medier.
- Jeg får spørgsmål fra borgere, der vil vide, hvorfor jeg har stemt, som jeg gjorde, og det kan jeg så svare dem på. Det er fedt med den direkte kontakt.
Men der er nødt til at ske et eller andet med tonen, siger Simon Vanggaard.
- Hvis ikke så ender det med, at man ikke kan komme i kontakt med politikerne. Så får man kun mulighed for at sende en e-mail eller snakke med en sekretær. Vi har et tillidssamfund i Danmark, men det kan blive svært at bevare det tillidssamfund, hvis ikke der sker ændringer. Jeg er ikke i politik for at genere nogen, men for at forvalte et ansvar efter bedste evne, så lad os tale ordentligt til hinanden.

