Vestas-mand til Siemens Gamesa: Skifter ud på tre centrale poster i ledelsesteamet

Siemens Gamesa skiftede fredag ud på tre centrale poster i vindmøllegigantens ledelsesteam

4. august 2020, 12.55

Lars Bondo Krogsgaard får ansvaret for at få Siemens Gamesas landvindmøllerne tilbage på sporet. Foto: Siemens Gamesa

BRANDE Lars Bondo Krogsgaard har i løbet af sine foreløbig 18 år i vindindustrien blandet andet været administrerende direktør for Nordex Acciona og sideordnet direktør for MHI Vestas. Han har tidligere været ansat i mere end fire år hos Siemens Wind Power, hvor han fungerede som øverste ansvarlige for EMEA-regionen.

Lars Bondo Krogsgaard tiltræder 1. november stillingen som leder af Siemens Gamesas landvindmølledivision, og får base i selskabets hovedkvarter i Bilbao. Indtil da overtager Siemens Gamesas nyudnævnte topchef, Andreas Nauen, det overordnede ansvar for landvindmøllerne, mens den nuværende administrerende direktør for forretningsområdet, Alfonso Faubel, nu er fortid hos Siemens Gamesa.

I samme ombæring er spanieren Beatriz Puente udnævnt til ny CFO (økonomidirektør, red.). 1. december afløser hun tyske Thomas Spannring, som midlertidigt har beklædt stillingen, mens colombianeren Juan Gutiérrez bliver ny mand i spidsen for serviceafdelingen. 15. august afløser han Mark Albenze, der går på pension efter næsten 28 år hos vindmøllevirksomheden.

- Jeg er meget glad for, at vi har været i stand til at udpege tre så talentfulde og erfarne ledere i teamet, og at vi med disse udnævnelser kan deles om at lede virksomheden, udtaler Andreas Nauen og fortsætter:

- Vi er i øjeblikket i gang med en turnaround-proces, der har til formål at levere langsigtet bæredygtig vækst og rentabilitet til Siemens Gamesa, og vi har brug for et stærkt ledelsesteam til at drive det. Hver af disse personer bidrager med forskellige kompetencer, der ikke kun vil hjælpe dem med at styre deres funktioner, men også lede virksomheden.