Konfirmation i rigtige former og farver

Farvehuset i Ikast er allerede i fuld gang med at hjælpe de forventningsfulde unge og de lidt mere forsigtige forældre

Udgivet:29. januar 2022, 12.30

Læsetid:3 minutter

Susanne Gadeberg fra Farvehuset hjælper gerne familierne med at finde den rigtige farve og form.

Laila Kempel
Journalist| lak@ikastavis.dk

FAMILIEFEST Der bliver ikke sparet på forberedelserne, når familiens unge mennesker skal konfirmeres. Dels er de unge på banen med deres meninger og holdninger, og dels har forældrene også nogle ideer til, hvordan den kommende fest skal være.

- Det er ikke altid, det harmonerer. Men når de kommer her og skal have inspiration til bordpynt og invitationer, så henvender jeg mig primært til den unge. Jeg mener, det er deres fest, og har de en holdning og en mening, så skal den frem i lyset, siger indehaver i Farvehuset i Ikast Susanne Gadeberg.

Hun er allerede i gang og har lavet de første forslag til, hvordan servietter og bordpynt kan se ud.

- De unge glæder sig rigtig meget. Det gør forældrene også, men de også lidt varsomme på nuværende tidspunkt. Selvom det ser lovende ud i forhold til corona-situationen, så skinner det igennem, at de bekymrer sig for, om det overhovedet lader sig gøre at holde en fest, siger Susanne Gadeberg.

Hun har foldet de første servietter i de rigtige farver og mønstre. Små glasvaser er blevet peppet op med både tyndt reb og papmache og efterfølgende malet i den rigtige nuance, der matcher resten af bordpynten.

- Der er nogle, der gerne vil gøre det hele selv, og så er der andre, der ser det som en befrielse, at de kan købe sig en hel pakke. Vi kan tilbyde begge dele, siger Susanne Gadeberg Hun kan hjælpe med farvevalg, servietfoldning og sågar også kreere den rigtige invitation og matchende bordkort, hvis det er det kunderne efterspørger.

- De skal dog selv skrive navne på og selvfølgelig sætte deres underskrift på invitationerne. Det må de selv klare, siger Susanne Gadeberg med et smil på læben.

Når en familie kommer ind i butikken, så fornemmer hun hurtigt, om de er helt på bar bund, eller om der allerede er lidt ideer at bygge videre på.

- Jeg har mange ideer og forslag og byde ind med. Der er altid et par eksempler at vise frem i butikken, så de kan se, hvad der er af muligheder. Heldigvis har de fleste unge allerede en idé om, hvad de kunne tænke sig. Og jeg gør det til en dyd at fortælle de unge, at hvis de har en idé, så er det nu, de skal bringe den på banen. De skal sige noget og gøre forældrene opmærksom på, at de har en forestilling om noget. Det er jo trods alt deres fest, siger Susanne Gadeberg.

Hun har erfaring for, at pigerne typisk vælger pastelfarver. Meget naturfarver og afdæmpet rosa uden at det bliver alt for prinsesse-agtig. Drengene er til gengæld ofte til de blå nuancer. Men Susanne Gadeberg fornemmer, at den gule - sådan lidt karryfarvede - er en af årets favoritter til forårets konfirmationer. Bordpynten er ofte bygget op omkring et tema eller en interesse som fortæller lidt om, hvem festens hovedperson er, og hvad de interesser sig for.

Den gule lidt karry-agtige nuance er poplær til forårets familifester, spår Susanne Gadeberg fra Farvehuset i Ikast. Foto: Laila Kempel