Culture Day: Mere end 20 forskellige lande og kulturer repræsenteret på skole

Det var velbesøgt da International School Ikast-Brande bød velkommen til en dag i mange kulturers tegn

27. september 2021, 12.22

Ved International Culture Day blev de mere end 20 forskellige kulturer, der er repræsenteret på International School Ikast-Brande, fejret. Dagen bød blandt meget andet på smagsprøver af nationale og regionale madretter. Her ses bordet med lækkerier fra Indien og Sri Lanka. Foto: Tom Laursen

KULTUR Et skilt med »Open House« bød lørdag velkommen til International Culture Day på den internationale skole i Ikast.

- Ved Culture Day fejrer vi de mere end 20 forskellige kulturer, der er repræsenteret her på skolen. Vi bruger dagen til at synliggøre vores internationale skole, hvor en tredjedel af eleverne har danske forældre, fortalte Head Of School Kevin Brown få minutter efter åbningen, hvor en lind strøm af besøgende fortsatte med at ankomme i løbet af dagen.

En bid af verden i Ikast

Programmet bød på sang fra skolens kor, Martial Arts Performance, oplysende stande fra blandt andre Rotary og forskellige muligheder for leg og ansigtsmaling til børnene.

Men det helt store trækplaster må nok siges at være standene med smagsprøver på nationale madretter fra de mange lande og kulturer, som International School Ikast-Brande repræsenterer.

Blandt de mange lækkerier, man kunne sætte tænderne i, var bayersk tapas, hollandske pandekager og koreansk sushi.