
MGP-billetter udsolgt på et kvarter
Ikast Bio var lørdag aften vært for 200 børn til det store børne melodi grandprix, der blev transmitteret direkte op på det store biograflærred
Udgivet:24. februar 2023, 11.50
Læsetid:2 minutter
Der var kø i biografens popcorn-bar forud for MGP transmissionen på det store lærred. Foto: Privatfoto
IKAST En biograf kan bruges til mange ting. I flere år har Ikast Bio solgt billetter til en stor børnefest, når DR sender direkte fra den børne melodi grandprix finale.
Således også i år, hvor 200 børn og forældre var samlet i biografens største sal.
Der var fyldt på samtlige pladser og faktisk også en venteliste, hvis nogen var forhindret i at møde op.
- Vi har faktisk gjort det de sidste par år. Med stor succes. Når vi lægger billetterne op, tager det ikke mange minutter, før vi må melde udsolgt. I år tog det et kvarter at »sælge« billetterne, siger biografleder Bjarne Raabjerg.
Billetter bliver primært »solgt« til medlemmerne af biografens børnefilm-klub, der er hurtige til at reservere dem.
- Vi tager ingen entre, men tjener lidt på at sælge popcorn og sodavand i baren, fortæller Bjarne Raabjerg og tilføjer:
- Det er jo børnenes aften, så der er ingen voksne, der hele tiden siger »shh« og beder om, at man skal sidde stille. Det er en aften på børnens præmisser. Det betyder også, at der danses foran lærredet. Det er en fantastisk aften.
Udover den direkte tv-transmission fra MGP arrangementet, der i år fandt sted i Næstved kunne forældrene hygge sig i en kaffelounge i foyeren, mens børnene hyggede sig i salen.
Alle med billet blev udstyret med VIP-kort og skulle ad den røde løber forbi fotografen, der stod klar til forevige oplevelsen.
- Det var en fanastisk aften, konkluderer Bjarne Raabjerg.
Ikast Bio er i øvrigt vært for den årlige filmfremvisning for alle børne- og ungdomsfilmsklubber vest for Danmark, »Dabuf«.
11. marts kommer der gæster fra hele den vestlige del af Danmark for at se hvile film, der skal bestilles hjem til deres respetive filmklubber.
- Vi er vært for klubberne vest for Storebælt. Vi har været det for et par år siden, men nu prøver det igen, siger biograflederen, der glæder sig til at se alle nyhederne på egen hjemmebane.

