Jubilerende præst: Lod sig indfange af sognet

Laila Kempel

Journalist

Laila Kempel

Journalist| lak@herningfolkeblad.dk

Se flere artikler af Laila Kempel

IKAST Han gav Ikast 10 år, da han fik job i byen og flyttede til Midtjylland med hustru og børn.

- Nogle kaldte det »det største hul i jorden over jorden« og undrede sig over, hvad vi ville her. Men nu er jeg i Ikast og har været det i 25 år, konstaterer Jens Peter Garne og tilføjer, at han faktisk har et drømmejob med stor frihed til selv at strukturere sin hverdag.

Derfor har han ingen aktuelle planer om at flytte fra byen. Tværtimod. Det er her, han bor, lever og gennem 25 år har passet sit job.

- Som barn gik jeg ikke med en præst i maven. Jeg drømte derfor ikke om, at det skulle være min fremtid. Men jeg er vokset op i - hvad skal vi kalde det? - et kirkeligt hjem, siger Jens Peter Garne.

Forældrene var forstanderpar på Blå Kors Skannerup, der er et rusfrit plejehjem for tidligere misbrugere. Jens Peter Garne var således vant til at komme i kirken og tage del i de lokale kirkelige aktiviteter.

- Frem for for at stå på sidelinjen besluttede jeg at være med indefra og tage del i at skulle sætte en dagsorden, siger sognepræsten.

Krig giver et afbræk

Da han begyndte at læse teologi, var det ikke med en fastlåst plan om at blive sognepræst. Han var således ansat på en højskole, inden han fik job i Ikast.

- Engang var man præst for et sogn; i dag synes jeg mere, det handler om, at man er sognepræst med et sogn, siger Jens Peter Garne og nævner i den forbindelse det tætte samarbejde med både kirkens ansatte, menighedsråd og sognets indbyggere, der alle spiller en vigtig del i et aktivt kirkeliv.

Gået en anelse på klingen må sognepræsten indrømme, at han og familien hurtigt faldt til i Ikast.

- Her er et aktivt kirke- og sportsliv, som passede godt til os. Jeg er glad for mit job, men jeg vil heller ikke lægge skjul på, at mine opgaver som feltpræst ved det danske forsvar har været med til at fastholde mig i jobbet, siger Jens Peter Garne.

- Det har givet mig et afbræk i længere perioder, hvor jeg har været udsendt til krigszoner. Opgaverne i eksempelvis Afghanistan er jo helt anderledes end at arbejde som sognepræst i Danmark.

Guds bevæbnede tjener

- Mine opgaver i krigszoner er ikke at velsigne krigen. Men soldater skal jo være klar til at sætte livet på spil, og de tvinges ud i at skulle forholde sig til døden. Jeg har mødt unge mennesker, som ikke tidligere er kommet i kirken, og det har skærpet min opmærksomhed på at komme ud over rampen i fortrolige snakke om det at tro, fortæller Jens Peter Garne.

- Mine opgaver, når jeg er ude, er at holde gudstjenester, men også at holde øje med de enkelte soldater. Liv og død bliver sat på spidsen, og jeg skal blandt andet hjælpe dem med at sætte ord på »Min sidste vilje«, siger han videre.

- Som feltpræst i det danske forsvar bærer man våben og træner skydefærdigheder, for selv en præst skal - ifølge dansk lov - have lov til at forsvare sig selv i yderste konsekvens, siger Jens Peter Garne.

Møgbeskidte møder

Under sine tidligere missioner har han blandt andet haft lejlighed til at hilse på flere ministre, men også dronningen.

- Og det var næppe en mulighed, jeg ville få i kirken i Ikast, konstaterer han med et glimt i øjet.

Jobbet som sognepræst er varieret og med masser af opgaver.

- Udfordringen er at få struktureret sin hverdag. Jeg har et spændende arbejde, som indeholder mange tidskrævende opgaver ud over at prædike ved søndagens gudstjeneste. Det er helt op til dig selv, for som sognepræst er der altid noget, du kan, konstaterer Jens Peter Garne.

Han har for længst affundet sig med, at han bliver genkendt, uanset hvor han opholder sig i Ikast.

- Jeg har det fint med at møde mennesker, når jeg er ude at handle eller møgbeskidt er kørt på genbrugspladsen. Det gør mig ikke noget, at nogen har brug for at vende noget over køledisken, siger sognepræsten.

Han har været ansat så længe, at han er tæt på familier i flere generationer.

- Det er da berigende at døbe børn af forældre, jeg i sin tid har konfirmeret, og det er også spændende at følge de unge mennesker, man er kommet til at kende gennem sit arbejde, siger sognepræsten.

Mennesker i sorg og glæde

Mange kirker har i disse år svært ved at finde sognepræster til ledige embeder. Der er ganske enkelt for få præster til rådighed.

Jens Peter Garne har aldrig fortrudt sit valg.

- Teologi er et langt studium, hvor man skal læse både hebraisk og græsk, som jeg tror kan afskrække mange unge. Jeg har ikke brugt det så meget, og det, jeg sætter mest pris på i jobbet, er mødet med mennesker i alle situationer. Det er min opgave at få kristendommen til at give mening i den situation, de måtte stå i - om det er noget glædeligt såvel som sørgeligt.

- Kristendommen i Danmark handler om både tro og kultur. Kristendom er også for dem, der ikke kommer i kirken. Kirken er et mødested, hvor man kan dyrke et socialt fællesskab, gå til koncert og - ja - tage del i et væld af aktiviteter. Jeg er måske ikke den, der kommer med ideerne, men jeg er en holdspiller, der gerne vil være med til at løfte og udvikle kirken og livet omkring den, i takt med at tiderne forandrer sig, siger Jens Peter Garne, der således ikke har nogen planer at rejse fra byen.

- Men jeg bliver »smidt ud«, når jeg bliver 70, konstaterer han med et strejf af det humoristiske sind, der også gemmer sig bag præstekraven hos den lokale præst.

Er blevet morfar

Jens Peter Garne er gift med Birgit, og sammen har de tre børn, der alle er fløjet fra reden.

Den ældste datter er uddannet lærer og har gjort ham til morfar, den mellemste datter følger i sin fars fodspor og læser teologi i København, mens den yngste, en søn, læser samfundsfag i Aarhus.

Jubilæet bliver markeret i forlængelse af gudstjenesten søndag 22. januar i Kirkecentret.