HIH’erne trænger til en sejr

Efter tre nederlag i træk jagter Herning-Ikast Håndbold en succesoplevelse i fredagens hjemmekamp

22. oktober 2020, 07.30

HIH har forlænget kontrakten med Vilde Johansen. Foto: Tom Laursen

HÅNDBOLD De er ved at trænge til en sejr hos Herning-Ikast Håndbold. HIH’erne vandt sæsonens fem første ligakampe, men i de tre seneste er det blevet til nederlag. Senest på udebane mod Odense Håndbold i sidste uge.

Det hører dog med til historien, at de tre kampe har været mod tre af de hold, der ventes at være med helt i toppen sæsonen ud: Team Esbjerg, Viborg og Odense.

HIH’s cheftræner, Kasper Christensen, bevarer da også optimismen frem mod den næste kamp, som er på hjemmebane mod Holstebro Håndbold fredag aften.

- Jeg er nu meget rolig på den lange bane, for der er mange marginaler, der kunne være gået anderledes i alle de tre kampe, påpeger han.

Fredagens gæster fra Holstebro har i sæsonens otte første kampe hentet fem point - halvt så mange som HIH.

I kampen mod fynboerne i sidste uge led HIH en hård skæbne. Trods en føring på tre mål i slutfasen blev det hele smidt på gulvet, da hjemmeholdet scorede sejrsmålet i sidste sekund.

Det var næsten ikke til at bære for målvogter Jessica Ryde, der ellers havde stået en brandkamp.

- Jeg står gerne på fem procent i redninger, hvis bare vi vinder kampen. For nu spiller det jo ingen rolle, hvor mange redninger, jeg havde, sukkede den svenske keeper.

Vigtig forlængelse

Herning-Ikast Håndbold kan midt i skuffelsen over nederlagene glæde sig over, at man har forlænget kontrakten med en af nøglespillerne. Det er den norske streg Vilde Johansen, der nu er på kontrakt frem til sommeren 2023.

- Jeg er faldet til i Herning-Ikast, så det var i bund og grund ikke så svært i forhold til at forlænge min kontrakt. Jeg føler, at jeg bliver bedre og bedre hele tiden, både i forsvaret og angrebet, så min plan om at blive en god tovejsspiller er godt på vej, udtaler 26-årige Vilde Johansen.

Kampen mellem HIH og Holstebro Håndbold spilles i IBF Arena i Ikast fredag aften med kampstart klokken 19.00.