Nye kræfter til Electricon: Flemming Schultz er ny adminstrerende direktør

Ikast-virksomheden Electricon har fået ny administrerende direktør. Forhenværende direktør fortsætter i virksomheden

19. marts 2021, 05.17

Ny adminstrerende direktør i Electricon A/S, Flemming Schultz (t.v.), ses her sammen med tidligere administrerende direktør, René Østergaard Jensen. Foto: Privatfoto

IKAST Electricon, der har adresse på Thrigesvej, udvider ledelsesteamet og ansætter en ny administrerende direktør i form af Flemming Schulz.

Han tiltrådte stillingen 1. marts, mens tidligere administrerende direktør, René Østergaard Jensen, fortsætter som projektchef i virksomheden.

Electricon A/S beskæftiger sig primært med lynbeskyttelse på bygninger, vindmøller og installationer.

Ikast-virksomheden oplever i øjeblikket en markant stigende ordreindgang og står med flere større projekter fordelt rundt i landet.

Ifølge René Østergaard Jensen betyder rotationen i ledelsen, at han får en sparringpartner i Flemming Schultz, som sammen med ham skal føre Electricon videre i næste fase af virksomhedens udvikling.

Fokus på projekter

- Jeg glæder mig til samarbejdet med Flemming om den forestående udvikling i Electricon A/S. Jeg glæder mig samtidig over, at jeg nu kan dedikere al min tid som projektchef, for det er netop dét, jeg brænder for, siger René Østergaard Jensen i en pressemeddelelse.

Den nye administrerende direktør Flemming Schulz glæder sig til at starte i Electricon A/S, og ser frem til at arbejde med udvikling og vækst af virksomheden.

- Jeg ser frem til at komme med ombord i Electricon A/S, og jeg glæder mig til at samarbejde med ledelsen, medarbejderne og bestyrelsen. Electricon er en usædvanlig virksomhed med et fokus på en spændende niche. Vi har høje ambitioner for fremtiden, siger Flemming Schulz.

Flemming Schultz er bosiddende ved Skanderborg og kommer aktuelt fra en stilling som Key Account Manager ved H. Jessen Jürgensen A/S.

Han har flere års erfaring som salgschef og direktør i forskellige virksomheder i teknik- og elektronikbranchen og har en baggrund som elektronikmekaniker.