Julemarked tilbage på Ruskjærholm: Hjertevarme i bidende kulde

Juletræssalg, marked og julestue genopstod på Ruskjærholm. Et fint antal besøgende fik sig nogle gode snakke og samlede ind til det gode formål

6. december 2021, 12.39

Der var godt gang i salget af juletræer.

JUL Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Ikast-Brande holdt i weekenden julestue og julemarked på Ruskjærholm. En begivenhed, som coronapandemien sidste år sendte ud i vintermørket, men nu var markedet tilbage.

- Det er vi meget taknemmelige for. Vi har jo holdt lidt øje med udviklingen, og vi frygtede da, at det ikke kunne lade sig gøre, men vi har taget vores forholdsregler, og folk er gode til at følge anvisningerne. Vores arrangement er af afgørende betydning, for overskuddet går til Ruskjærholm og aktiviteter for kræftberørte i hele Ikast-Brande, siger lokalformand Inger-Lise Katballe.

En pause fra tankerne

De seneste 10 år har mange familier med kræft inde på livet brugt Ruskjærholm og stedets naturskønne omgivelser. Ofte er en gåtur i det fri den bedste kur, når tankerne og fortvivlelsen banker på. For den 42-årige brystkræftpatient Charlotte Jensen handlede lørdagen imidlertid ikke om kræft. Dagen handlede om jul.

- Julen er en særlig størrelse, fordi den er forbundet med en masse traditioner. Jeg tænker tit, hvor meget der kan ske på et år. Sidste jul levede vi et liv uden store bekymringer. Nu er det jul igen, og jeg går og tænker på, hvor jeg er til næste jul. Det er ikke rart, men netop derfor hjælper det at komme herud og møde ligesindede. I dag vil jeg dog bare gerne glemme sygdommen og hygge med mine børn. Det varmer, at vi er sammen her i dag, siger Charlotte Jensen, mens hun med et smil betragter sin datter på ni springe op på en af de islandske ponyer.

I hovedbygningen stod to af de mange frivillige - nemlig Karin Vinther og Ann Marie Poschwatta - klar til at hjælpe i tombolaen. Hundredvis af gaver var doneret af lokale sponsorere, og igen i år var lokalafdelingen overvældet for opbakningen.

Gang i tombolaen

Med et mindre jubelbrøl lavede pigerne Dikte og Alma en lille sejrsdans over at have vundet en pakke - lige indtil det viste sig at være en kæmpe skjorte i størrelse XXL.

- Nå den må morfar få - den bliver han sikkert glad for, lyder det med henvisning til pigernes morfar, som desværre var for syg til at deltage.

Julemarkedet var genopstået på Ruskjærholm i en bidende kold weekend, hvor de små øjeblikke rundt omkring på pladsen skabte både mod, håb og hjertevarme.

Mange flotte dekorationer fandt også vej til nye julehjem.
Tombolaen snurrede som sædvanligt lystigt ved julemarkedet. Foto: Jørn Deleuran