Ikast-firma sælger til Gardinmester i Herning: Miljøgardiner lægger op

30. september 2021, 10.37

Karsten Landt Fuglsang, Herning (tv) har Miljø Gardiner i Ikast. Indehaver 72-årige Niels U. Petersen har drevet den siden 1980 og har planer om at gå på pension. Foto: Laila Kempel

ERHVERV Gardinmanden Niels U. Petersen har fra månedsskiftet valgt at lade sig pensionere.

Sammen med hustruen, Birthe, har han siden 1980 drevet Miljøgardiner og har fra 1. oktober solgt virksomheden til kollegaen Karsten Landt Fuglsang fra Gardinmester i Herning.

De to har de seneste 15 år haft et nært samarbejde og hjulpet hinanden ved spidsbelastninger.

- Jeg har hjulpet Niels U. Petersen nogle gange, sidst da der skulle hænges solafskærmning op i den øverste del af Fonnesbæk Kirke, fortæller Karsten Landt Fuglsang, der har flere kunder i Ikast.

Både når han har hjulpet kollegaen hos Miljøgardiner, men han har også haft sine egne aftaler.

Planlagt otium

Og på samme måde har Niels U. Petersen haft kunder i Herning, som betragter ham som familiens gardinmand, der har brugt ham gennem generationer.

- Jeg vil selvfølgelig bestræbe mig på at gøre det lige så godt og bygge videre på det gode ry, som Niels har haft gennem årene, siger Karsten Landt Fuglsang.

Niels U. Petersen er 72 år og har gennem et stykke tid haft planer om at ville stoppe inden årets udgang.

- Det har jo været lidt svært at beslutte, hvornår det skulle være. Det har jo været min hobby, siger han.

Niels U. Pedersen er oprindeligt sønderjyde, og hører man godt efter, så kan det stadig høres, selv om han har været i det midtjyske i efterhånden mange år.

Han blev udlært gardinmontør tilbage i 1965 og kom til Ikast, fordi Lysholk manglede en gardinmontør.

I 1980 købte han forretningen og drev den videre - blandt andet fra nybyggede lokaler på Strøget 41.

Siden flyttede Miljøgardiner til Park Alle, hvor Miljøgardiner havde domicil i 22 år, inden det blev rykket hjem i garagen, hvor Niels U. Petersen har været den eneste ansatte gennem de seneste otte år.

Tidligere har der været helt oppe på 18 medarbejdere på lønningslisten.

Camping og fiskeri

- Tiden er ved at være moden til at trappe ned. Jeg vil gerne have tid og overskud til at kunne rejse lidt, tage på camping og måske spille lidt golf og fiske, som jeg altid har sat stor pris på, siger Niels U. Pedersen.

Han vælger at stoppe i en tid, hvor stofgardinerne igen vinder indpas i de private hjem.

- Det er da mere udfordrende og gør det lidt nemmere at være kreativ og finde de gode løsninger, siger Karsten Landt Fuglsang, som får en nikkende accept af kollegaen fra Ikast, som supplerer:

- Solafskærmning bliver nok fortsat ved med at være en del af opgaverne, men persienner og lameller bliver overhalet af stofgardinerne. Folk vil have hyggen tilbage i hjemmet, siger Niels U. Petersen, der glæder sig til den nyvundne fritid og frihed, der venter lige om hjørnet.