Friheden er ikke en selvfølge...

De lokale kirker markerer befrielsesdagen med massiv klokkeringning

28. april 2015, 20.38

BEFRIELSE 70 året for Danmarks Befrielse markeres med gudstjeneste og klokkeringning fra byens kirker.

Biskop Henrik Stubkjær har opfordret alle sogne i Viborg Stift til den 4. maj 2015 at holde en gudstjeneste, afsluttende med frihedsbudskabet fra London kl. 20.36 og efterfølgende klokkeringning i 15 minutter, så man den pågældende aften – uanset hvor man befinder sig rundt i Viborg Stift – kan høre kirkeklokkernes bimlen mod himlen.

Endvidere har biskoppen opfordret til – efter opfordring fra Kirkeministeren – at klokkeringningen om morgenen den 5. maj 2015 (befrielsesdagen) forlænges med et kvarters klokkeringning, således at der ringes både den 4. maj 2015 om aftenen og den 5. maj 2015 om morgenen.

Tulstrup Faurholt Menighedsråd har taget opfordringen op ved at holde gudstjeneste mandag 4. maj om aftenen.

Faurholt Kirke vil være oplyst af levende lys i stolerækker og vinduer.

Efter gudstjenesten og kirkekaffen, fortæller Henning Lund Hansen, som havde sin barndom i Faurholt, og som er kendt som den tidligere post i sognet, om hvad han er blevet fortalt og hvad han selv husker fra krigen og fra befrielsesdagen.

Måske er der også andre, der vil dele deres minder fra den tid med alle der samles til frihedsgudstjenesten.

I Ikast by vil kirkeklokkerne fra både Fonnesbæk Kirke og Ikast Kirke ringe på samme tid som i Faurholt, - om aftenen 4. maj kl. 20.40, og om morgenen 5. maj, i forbindelse med at solen ringes op.

Tilbageblikket og minderne fra krigens år bekræfter os i, at vi fortsat skal værne om friheden.

Den er ikke en selvfølge!