Youth League-drama: FCM sejrer i straffesparksgyser

FC Midtjylland er videre i ungdommens svar på Champions League efter et højspændt straffesparksdrama mod franske Lille OSC

12. februar 2020, 15.29

Midtjysk jubel efter sejren over Lille OSC. Sidste spark blev sat ind af anfører Oliver Sørensen i straffesparkskonkurrencen. Foto: Henrik Ole Jensen

FODBOLD Jublen fra 868 glade tilskuere og en flok lykkelige FCM-spillere rungede onsdag eftermiddag højt på MCH Arena, da anfører Oliver Sørensen køligt sendte bolden i nettet på det sidste spark i en nervepirrende straffesparkskonkurrence.

De danske U19-mestre gik dermed videre til ottendedelsfinalen i UEFA Youth League med sammenlagt 8-7 efter 1-1 i ordinær tid mod franske Lille OSC, der er kendt for at have et af verdens bedste fodboldakademier.

Franskmændene missede to forsøg fra ellevemeterpletten over for Valdemar Birksø Thorsen i FCM-målet, mens Tobias Damtoft var alene om at se sit forsøg blive reddet hos midtjyderne.

Pyry Hannola, Mads Hansen, Gustav Isaksen, Raphael Onyedika, Tobias Anker, Nikolas Dyhr og Oliver Sørensen scorede for FCM i straffesparkskonkurrencen, der gik over hele otte spark til hvert hold.

God midtjysk start

I kampens første 20 minutter tydede intet på dramatik, nerver og straffesparkskonkurrence.

FCM åbnede opgøret stærkt og kom til flere gode muligheder - specielt over den livlige Gustav Isaksen i højresiden.

Det var også Isaksen, der efter 14 minutter fremtvang et straffespark, da han skar ind i feltet og blev nedlagt af midterforsvareren Baptiste Rolland. Midtbanegeneralen Nicolas Madsen scorede sikkert på straffesparket med et hårdt indersidespark ved roden af den ene stolpe.

Men som halvlegen skred frem, mistede FCM mere og mere initiativet, og franskmændene pressede på. Det midtjyske forsvar omkring U19-landsholdets Tobias Anker og nigerianske Raphael Onyedika stod dog solidt og afviste meget.

Syv minutter efter pausen var FCM tæt på 2-0. Midtbanedynamoen Oliver Sørensen brød bolden, drev den frem og spillede Gustav Isaksen fri i højre side. Isaksen tog et hurtigt ryk og sendte bolden perfekt ind foran mål, hvor Mads Hansen satte foden på, men den franske U18-landsholdsmålmand Lucas Chevalier reddede flot.

I stedet slog franskmændene til. Angriberen Barthelemy Diedhiou stormede af sted i en fransk omstilling, hvor stort set hele FCM-holdet blev fanget højt på banen af en millimeterpræcis lang aflevering. Målmand Valdemar Birksø Thorsen endte med at nedlægge angriberen, og anfører Cheikh Niasse udlignede til 1-1 på straffesparket.

I de sidste 10 minutter af opgøret bølgede det frem og tilbage, og begge hold havde muligheder til at lukke ballet. Men det endte i straffesparkskonkurrence - med midtjysk jubel.

På fredag er der lodtrækning til ottendedelsfinalerne - og sågar resten af turneringen - i UEFA Youth League. Det foregår på UEFA’s hovedkontor i Nyon, Schweiz.

FC Midtjylland - Lille OSC 8-7

Efter straffesparkskonkurrence. 1-1 i ordinær tid.

1-0 Nicolas Madsen (str.) 14’

1-1 Cheik Niasse (str.) 60’

Straffesparkskonkurrence:

0-1 Cheikh Niasse

1-1 Pyry Hannola

Redning på Aguibou Camara

Redning på Tobias Damtoft

1-2 Darly Nlandu

2-2 Mads Hansen

2-3 Edson João De Ceita

3-3 Gustav Isaksen

3-4 Fadiga Ouattara

4-4 Raphael Onyedika

4-5 Rocco Ascone

5-5 Tobias Anker

5-6 Barthelemy Diedhiou

6-6 Nikolas Dyhr

Ismail Kanda skyder på overliggeren

7-6 Oliver Sørensen

FC Midtjylland (4-3-3): Valdemar Birksø Thorsen - Tobias Damtoft, Raphael Onyedika, Tobias Anker, Nikolas Dyhr - Nicolas Madsen (88’ Pyry Hannola), Antonis Martis, Oliver Sørensen - Gustav Isaksen, Mads Hansen, Aral Simsir (81’ Victor Lind)

Lille OSC (4-4-2): Lucas Chevalier - Ismail Kanda, Cheikh Niasse, Baptiste Rolland, Yassine Ben Hamad (74’ Ismail Bouleghcha) - Enzo Bardelli (74’ Edson João De Ceita), Rocco Ascone, Darly Nlandu, Exauce Mpembele Boula (56’ Fadiga Ouattara) - Aguibou Camara, Barthelemy Diedhiou

Advarsler: Valdemar Birksø Thorsen og Gustav Isaksen, FCM. Aguibou Camara, Barthelemy Diedhiou og Darly Nlandu, Lille

Dommer: Robert Hennessy (Irland)

Tilskuere: 868 på MCH Arena