Ikast-virksomhed får hjælp fra studerende

Nordich Tech Solution fik hjælp til et konkret projekt

Udgivet:23. april 2018, 10.01

Læsetid:1 minut

samarbejde For at sætte skub i udviklingen har man hos AU BTECH udviklet TBMI Challenge 2018 - en tre-dages udviklingssprint mellem cand.polyt-studerende, forskere og virksomheder med afsæt i en konkret case.

Nordic Tech Solutions fra Ikast er en af de 20 virksomheder, som har fået plads i en af »The Business Model Cubes«, der er et værktøj relateret til processen.

Michael Nyegaard fra Nordic Tech Solutions siger:

- Vi blev kontaktet af Erhvervsrådet Herning-Ikast, som opfordrede os til at deltage, hvorefter vi blev sat i kontakt med professor Peter Lindgren for at få projektet både foldet ud og rammet ind.

Nordic Tech Solutions er en handelsvirksomhed med udgangspunkt i teknologiske produkter, herunder neutralisering af svovl-brinte i luften.

- Vi stod med en konkret udfordring med at definere, hvordan vi skal angribe vores nye projekt med at rense luft fremfor kun at rense spildevand. Derfor ville det give mening for os at få en gruppe civilingeniørstuderende til at danne rammen om vores nuværende og fremtidige forretningsplan. Vores eneste investering er den tid, vi har brugt i de tre dage, projektet har været i gang. Allerede de første tre dage har været en øjenåbner for os, og efterfølgende arbejder de studerende videre med projektet i op til seks-otte uger. Vi mærker begejstring, stor indsigt og vilje til at være med til at tage os det næste skridt. Samtidig er det sundt for os at blive tvunget til at stoppe op, trække vejret og skabe tid til fordybelse i én konkret case fremfor at løbe derudaf non stop, fortæller Michael Nyegaard.