Succes på Falster: Men Ikast havde nær smidt sikker sejr i skraldespanden

Trods en føring på otte mål undervejs var det spændende til sidste sekund, men Ikast vandt med én ude over Nykøbing Falster

Udgivet:31. januar 2023, 20.14

Læsetid:1 minut

Stine Skogrand var Ikasts bedste på Falster. Foto: Tom Laursen

Kenneth Kristiansen
Journalist| +45 96 26 37 18 | kgk@herningfolkeblad.dk
Kenneth Kristiansen
Journalist| +45 96 26 37 18 | kgk@herningfolkeblad.dk
Sportsjournalist på Herning Folkeblad siden 1999. Det er helt tilbage til dengang, FC Midtjylland blev stiftet. Udover fodbold skriver jeg primært om håndbold - men også alt muligt andet. Tip mig gerne med en god historie.
Se flere artikler af Kenneth Kristiansen

1 måned siden

HÅNDBOLD Puha, det var nær gået galt.

Men håndboldkvinderne fra Ikast slap med skrækken og fik en sejr med hjem fra tirsdag aftens udekamp mod Nykøbing Falster.

Ikast vandt med et enkelt mål, 34-33. I de sidste sekunder havde hjemmeholdet bolden og mulighed for at snuppe det ene point, men Ikast-forsvaret fik blokeret skuddet.

Det burde aldrig være blevet spændende på Falster, for Ikast-kvinderne kom suverænt fra land med hyleskarp effektivitet og en føring på otte mål, 18-10, med seks minutter til pausen.

Nykøbing Falsters hjemmebane er dog et notorisk vanskeligt sted at gæste, og hjemmeholdet fik ædt sig tilbage i kampen, alt imens Ikasts effektivitet dalede noget.

Med tre minutter igen havde gæsterne dog stadig en føring på tre mål, men alligevel blev det spændende og nervøst til sidst.

Flyvende Skogrand

Hos Ikast Håndbold var især Stine Skogrand flyvende. Den norske højreback scorede hele ni gange i sejren, som sender holdet op på ligaens andenplads.

Næste kamp er i European League, hjemme mod ungarske Motherson på søndag.