Frisure: Håret sat op til fest og farver

At få sat håret op inden festen er et lækkert prik over i’et ifølge en lokal frisør

Udgivet:03. februar 2020, 09.17

Læsetid:2 minutter

Det færdige resultat, som kan vaskes af igen efter festen. Foto: Jette Aaes

Jette Aaes
Egnsredaktør| jaj@ikastavis.dk

FEST En løs fletning, som udstråler, at bruden måske har sovet på den - en tilsyneladende tilfældig stil men alligevel en svær håndværksmæssig disciplin. Eller stærk orange blandet med skrig gul til et opsigtvækkende farverigt look. Det kunne også være en skarp herreklip rundet af med en afslappende barbering.

At få håret sat op, klippet, farvet eller friseret og sat er stadig populært i forbindelse med fester.

- Det får festens midtpunkt eller festgæsterne til at føle sig godt tilpas og i mit hoved, højner det energien. Fordi det som frisører er vores opgave at få det allerbedste frem i kunden i stolen, siger Rikke Iversen, indehaver af Trend Cut i Strøgcentret i Ikast.

Tidligere mester

Og hun ved, hvad hun taler om. Udover hver festsæson at sætte i massevis af hår op og skabe kreative festfrisurer, har Rikke Iversen tidligere vundet DM i håropsætninger. I salonen, som hun driver sammen med sin mand, frisør Gert Iversen, er det både brude, fødselarer, konfirmander og gæster, der også vælger at investere i festligt og opsat hår.

- Vi har også mange mænd, der bliver klippet og barberet i vores barbersalon op til festen. Det kan være en gom og hans forlover, der på den måde vælger at forkæle sig selv inden vielsen, siger Rikke Iversen.

For brudenes hårlook handler trenden om hendes stil og kjolevalg.

- Med inspiration og fotos af kjolen, taler vi inden opsætningen sammen om, hvilken opsætning, der matcher hendes personlighed, stil og hendes ansigt. I de senere år er det også blevet populært med frisurer, der giver hold til en helt enkel grøftekants-blomsterkrans, siger Rikke Iversen.

Konfirmanderne spreder sig stilmæssigt også vidt:

- Vi laver mange såkaldte vandfaldsfletninger på konfirmander - det vil sige en fletning, der fungerer som krans om hovedet, mens resten af håret hænger løst ned. I år er de stærke farver - som for eksempel orange, gul, lilla eller grøn - også populære til festhår. Farven hedder Play og kan efter festen vaskes helt ud igen på en halv time. Derfor bliver flere mere modige i den retning, siger Rikke Iversen.

En konfirmand har fået lavet vandfaldsfletning hos Trend Cut. Foto: Privat
Rikke Iversen fra Trend Cut igang med den farverige brede pensel. Foto: Jette Aaes