DK Company fyldte godt på modemessen

Modekoncernen fra Ikast har fremgang på eksport-markederne, og en stilstand i Danmark vækker ikke bekymring

7. februar 2015, 21.15

DK Company spredte sig over mere end 3000 kvadratmeter i Bella Centeret i modeugen, hvor de mange forskellige mærker under Ikast-virksomheden blev vist frem. Foto: Henrik Ole Jensen

modeuge Ikast-virksomheden DK Company var med afstand den største udstiller på modemessen i Bella Center i København, der fornylig dannede ramme om Copenhagen Fashion Week.

40 mand arbejdede i over en uge på at gøre mere end 3000 kvadratmeter udstillingsplads klar, fordelt over flere haller, hvor de forskellige brands vistes frem for kunder og modeinteresserede.

Kort tid før den store messe blev skudt i gang, fremlagde brancheorganisationen Dansk Mode og Textil en rapport, der viser, at den danske modebranche oplever solid fremgang i eksporten, mens det står mere stille på det danske marked.

Det kan Jens Poulsen, direktør i DK Company, nikke genkenende til:

- Danmark er vores femtestørste marked. Vi mærker ikke krisestemning i Danmark, men vi mærker ikke den samme løssluppenhed, som der er på flere af vores andre markeder. Men vi laver tøj, hvor man som køber får meget for pengene, og det ved kunderne godt, siger Jens Poulsen.

Købelysten mangler

Eksporten af dansk mode har aldrig været større, end den var i 2014, hvor der blev solgt for mere end 24 milliarder kroner. Særligt de tyske naboer aftager meget, og det samme gør resten af de skandinaviske lande, men også mod syd har man vendt blikket mod det danske marked. Jens Poulsen kan bekræfte, at lande som Italien og Spanien, hvis økonomier ellers er under pres, i større grad køber hos DK Company.

- Vi har godt gang i det sydeuropæiske marked, vi har et tysk marked, der er et lokomotiv for os, og så står vi rigtig stærkt i Norden og Skandinavien. Selvom vi ikke oplever den samme købelyst i Danmark, vil jeg bestemt ikke sige, at der er krise, vurderer Jens Poulsen.