90 år vågen og opmærksom

Pastor emeritus Herluf Kortegaard fylder lørdag 90 år. Han føler, at præstegerningen har været hans kald hele livet

12. marts 2021, 14.02

Tidligere sognepræst Herluf Kortegaard har et tæt forhold til udsmykningerne i Ikast Kirke. På lørdag fylder han 90 år. Foto: Flemming Hansen

IKAST Han ville gerne have inviteret en masse mennesker, men må nøjes med den nærmeste familie, når han lørdag 13. marts fylder 90 år.

Ikasts tidligere sognepræst Herluf Kortegaard er som alle andre i denne tid ramt af corona-pandemiens begrænsninger.

Han tager udfordringerne med åben pande efter et langt liv, hvor han har levet med, hvad han selv kalder »et kald«.

Et kald, hvor han allerede som ung mand var klar over, at han var udset til at forkynde det kristne budskab og Jesus’ kærlighed til menneskene.

Kirkerummet

Derfor har han valgt, at fødselsdagsinterviewet skal foregå midt i Ikast Kirke, hvor han i årene 1973 til 1992 var en af byens sognepræster i et travlt sogn, hvor der altid har været stor opbakning til kirken og det kirkelige liv.

Han voksede op i Thy i en familie, der havde en stærkt tilknytning til kirken.

- Jeg prøvede kræfter med livet på landet, men var hurtigt klar over, at jeg skulle en anden vej. Min familie tilhørte en frikirke, og derfor rejste jeg til Stockholm og siden USA for at uddanne mig til frikirkepræst. Jeg vidste godt, at jeg havde brug for mere luft under vingerne og min teologiske tilgang hører og hørte allerede dengang til i folkekirken, forklarer den snart 90-årige Ikastbo, der forlængst har overgivet sig til det midtjyske, og bevidst valgte at blive boende

Kaldskapellan

- Jeg kom som ny præst til et nyt sogn som kaldskapellan - man kan vel kalde det anden-præst, og efter syv år blev jeg sognepræst og flyttede ind i præstegården, fortæller han midt i kirkerummet, hvor han tydeligt er på hjemmebane.

Han føler sig tryg og glad midt i mellem de to store farvestrålende mosaikvinduer mod syd og nord - lige midt i kirkerummet, hvor han blandt andet glæder sig over, at han fik sat hælene i og sikrede, at ankeret med kristendommens symbol - fisken nærmest svæver over alteret.

I forbindelse med en ombygning var det på tale at fjerne alterudsmykningen, men det kunne Herluf Kortegaard ikke leve med og protesterede så meget, at den stadig hænger smukt midt i kirken.

Stjernekunst

- Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har stået ved disse kunstværker sammen med et hold konfirmander. Det er jo historien om hele Jesus’ liv, der er afbilledet mod syd - og genfødslen mod nord - vores håb. I mine øjne er det stjernekunst, siger fødselaren.

Han er også glad for det lille mosaik vindue mod øst, der er kommet til senere. Et lille vindue, hvor en blå due dykker ned og symboliserer dåben i kirken.

- Det er her jeg føler mig tryg. Her jeg får historien om det gode budskab til os mennesker. Kristus er vores ven, vores tro og vores håb, siger Herluf Kortegaard, der til enhver tid, vil kalde Ikast Kirke for »sin kirke«

Selvom det snart er 30 år siden, - tilbage i 1992, at Herluf Kortegaard forlod sit embede, så er det i Ikast Kirke, han hører til, og her han ofte lægger vejen forbi.

Han indrømmer dog gerne, at der er forskel på at stå på prædikestolen og sagt med glimt i øjet: være »bænkevarmer«.

Trappede ned

Herluf Kortegaard kom til et meget aktivt sogn, hvor der var totalt fyldt om søndagen.

- Jeg kunne jo have både syv- og ti børn, der skulle døbes ved en almindelig gudstjeneste, så der var travlt, husker Herluf Kortegaard, der hurtigt føle sig hjemme i både jobbet og i lokalsamfundet.

Han forlod embedet i Ikast i 1992 til fordel for en stilling som sygehuspræst i Herning

- Det var jo før Fonnesbæk Kirke kom til, så jeg ville gerne have lidt mindre travlt, forklarer han og husker, hvordan præstegården altid summede af liv.

- Det var vores private hjem, men også en offentlig bygning, så der var altid mennesker, siger Herluf Kortegaard,

Underviser

- Selvom da jeg officielt gik på pension og fik lidt mere tid, blev jeg ofte spurgt om jeg kunne afløse en kollega. Jeg har også undervist en del på blandt andet sygeplejeskoler og har holdt mange foredrag. Jeg har også haft mulighed for at rejse en del og været rejseleder på ture til både Mellemøsten og Nordkap. fortæller Herluft Kortegaard

For ham har jobbet som sognepræst og forkynder af det kristne budskab ikke kun handlet om at prædike evangeliet. Det har også været et kald om at tage hånd om mennesker

- En sognepræst håndterer sjælesorg og mennesker i krise, så de kommer videre i livet, siger Herluf Kortegaard, der stadig taler om sit arbejde i nutid, selvom det efterhånden er nogen år siden, at han officielt gik på pension.

- Vi er en slags psykologer, som har en anden meget kendt bagage med i kufferten, når vi kommer på besøg, understreger han.

Herluf Kortegaard blev fornyelig enkemand efter at have mistet sin hustru Kirsten, med hvem han var gift med i over 60 år.

- Når man ser tilbage på et liv som sognepræst har jeg altid har været den udadvendte. Jeg har været den, der tog initiativet og besøgte folk. Nu er jeg alene, og har fået ensomhed og afsavn som følgesvend. Det er specielt i disse coronatider, hvor man ikke bare lige kan tage på besøg, og banke på., siger den snart 90-årige Ikastbo.

Kryds og tværs

Han har dog altid brugt tid på at læse.

- Min datter siger, at jeg skal sørge for at holde mig vågen og opmærksom, så derfor tænker jeg på, at jeg ikke skal gå i frø. Jeg løser kryds- og tværs for at holde mig i gang. Jeg går dagligt en tur eller kører en tur i bilen. Jeg besøger ofte kirkegården, og så har jeg en fast aftale med min søster i Thy. Hun ringer til mig hver morgen, og jeg ringer til hende hver aften.

Den runde fødselsdag bliver ikke helt som han gerne ville have fejret den. Med en masse mennesker omkring sig. Men datteren Anette, der er sognepræst i Silkeborg, og de fire børnebørn skal dog til fødselsdag.