Til vands, på hjul og på asfalt

IKAST | Masser af tempo og intensitet, da over 100 deltagere tog hul på ISK Triatlons dobbeltstævne - lørdag arrangerer klubben et DM-heat

Udgivet:16. maj 2014, 16.28

Læsetid:5 minutter

Iben Hansen fra Hammerum var første kvinde over målstregen, da fredagens triatlon-stævne blev gennemført i Ikast (Foto: Jens Anton Nordestgaard)

TRIATLON | Pulsen var høj, fysikken under pres og hovederne fokuserede, da 109 deltagere fredag kastede sig ud i den første af weekendens to triatlon-stævner i Ikast.

Det var ISK Triatlon, der for andet år i træk arrangerede et Store Bededag-løb med start og mål ved Ikast Svømmeklub i midtbyen. Og der var masser af tempo og intensitet blandt de fremmødte aktører, som primært talte motionister og triatleter fra Ikast- og Herning-området.

Tiendedel af Iron Man

Fredagens deltagere indledte med 400 meters indendørs svømning i Ikast Svømmecenter. Dernæst spurtede de videre ud i skiftezonen umiddelbart bag den lokale svømmehal. Her iførte de sig cykeltøj, hjelm og sko inden, der skulle trampes heftigt i pedalerne på jernhesten.

18 kilometer var længden af cykelruten - en strækning, der omfattede Kirkegade, Marienlunds Allé, Skelhøjevej og videre ud til Isenvad og Brandevej, inden udøverne returnerede til Vinkelgade via Kirkegade.

Tilbage i skiftezonen blev grejet udskiftet med løbesko, inden seancen blev afsluttet med fire kilometer på asfalt og fortove ved Vestre Skole, Frisenborgparken, Marienlunds Allé, Kirkegade og retur til svømmecentret.

Den samlede distance, der kendes som »4-18-4«, svarer til en tiendedel af den verdenskendte Iron Man-distance.

Debutanterne og de ambitiøse

Store Bededag var der plads til både debutanter, de rutinerede og de meget seriøse triatleter. Men uanset udstyr, alder eller tidligere prøvelser med triatlon-sporten, blev der givet fuld gas på hele ruten. Undervejs på ruterne kunne man som tilskuere - og deltagere - stifte bekendtskab med de ambitiøse og toptrænede triatleter med dyre løbesko, tunede dragter, professionelle tri-cykler til over 20.000 kroner - men også flere modige motionister på citybikes og knap så god form, testede sig selv på imponerende vis. Og ingen holdt sig tilbage.

- Det er fedt, at så mange forskellige deltagere har valgt at tilmelde sig. Stævnet er super for de øvede og trænede, men for mange nye er det her en super måde, at snuse til trialton-udfordringerne på, sagde Torben Lykke fra stævneledelsen hos ISK Triatlon.

Værterne havde 50 frivillige i aktion, og de assisterede blandt andet ved forplejningen samt vitale sving og vendepunkter på ruterne.

Overrasket vinder

Fredagens første kvinde over målstregen var 28-årige Iben Hansen fra Hammerum. Hun repræsenterer Team Triatlon Herning. Den nyuddannede ergoterapeut og forhenværende elitesvømmer klarede distancen på lige under en time.

- Det er min første sejr ved et triatlonstævne, så jeg er både glad og stolt, erklærede Iben Hansen, da hun pustede ud efter strabadserne i Ikast.

- Det gik rigtigt fint. Jeg var nummer to op af vandet, og efter fem kilometers cykling, overhalede jeg den forreste konkurrent - siden så jeg ikke slet ikke andre i nærheden af mig. Det var lidt overraskende, at jeg ikke blev presset mere, smilede Iben Hansen, der har dyrket triatlon i to år.

Træner op til Iron Man

Hver uge træner hun 12-14 timer for at skærpe sine triatlon-kvaliteter. Det helt store mål er den 24. august, hvor Iben Hansen skal forsøge at gennemføre Iron Man-distancen i København.

- Jeg synes, det er en fantastisk sport, der er alsidig, men samtidig også giver rigtig meget rent socialt, når man træner og kæmper med andre triatleter, forklarede midtjyden.

Væsentlige forbedringer

Det var anden gang, Iben Hansen deltog i Store Bededags-stævnet hos ISK Triatlon. Og der var ros til arrangørerne.

- Der er væsentlige forbedringer i forhold til sidste år. Dengang blev der begået nogle ærgerlige fejl - blandt andet der var for få hjælpere og et skilt væltede, så vi kom til køre til Brande. Men der var meget bedre styr på det i år. Jeg kommer i hvert fald til Ikast næste år, hvis stævnet gentages, understregede førstedagens vinder på damesiden.

DM-heat lørdag

Lørdag afvikles to DM-afdelinger i Ikast, hvor der er tilmeldt 180 starter.

Amatørerne - den såkaldte »Age Group« - indleder med svømning fra klokken 9. To timer senere sendes eliteudøverne afsted. Deltagerne fra børn- og ungeklassen skal svømme 300 meter, cykle ni kilometer og løbe to kilometer. Eliten inden for juniorer, herrer, og damer skal igennem 600 meters svømning, 18 kilometers cykling samt fire kilometers løb.

Ved DM-heatene bliver der tale om en anderledes cykelrute, idet deltagerne må køre samlet i felt som ved etapeløb. Det betyder, at der ved Hyldgårdsskolen etableres en lukket cykelbane, som skal gennemføres henholdsvis tre (ungdom) og syv gange (junior og seniorer).

Tre deltagere fra Ikast

ISK Triatlon har 19-årige Mathias Petersen som DM-deltager i elite-herrefeltet. Og formen er god for den unge Ikast-knægt. I sidste weekend vandt Mathias Petersen sølv ved DM i duatlon.

Også klubbens ældste medlem, Svend Erik Andersen, og 12-årige Freja Elling stiller til DM-start på hjemmebane.

Se mange flere triatlon-billeder i galleriet på AOIB.DK

Læs også
<span>Triatlon-stævne i Ikast - Foto:</span> Jens Anton Nordestgaard <span>Triatlon-stævne i Ikast - Foto:</span> Jens Anton Nordestgaard
Læs også:
Triatlon-stævne i Ikast - Foto: Jens Anton Nordestgaard