
Sensommeren byder på sangglæde og samvær for alle aldre
Udgivet:18. august 2023, 15.47
Læsetid:2 minutter
De lokale kirker står klar med mange tilbud om samvær gennem sang – fra babysalmesang til seniorkor. Foto: Arkivfoto
1 måned siden
Hvis man har lyst til at prøve sig af som korsanger, er der gode muligheder i de lokale kirker, som også starter nye hold med babysalmesang.
Sensommer markerer sæsonstart i flere lokale kirkekor, så der er mulighed for at være med, hvis man er glad for at synge sammen med andre.
I Bording går Kirkekoret »Stjernelys« i gang onsdag 23. august. Koret er for børn fra 3.-6. klasse, og der er øvning hver onsdag på Bording Skole. Koret medvirker ved flere koncerter og gudstjenester i løbet af året.
Bording Kirke har også et rytmisk børnekor for børn fra fire år og op til 2. klasse. Det rytmiske børnekor handler mest om glade sange og sanglege, og der er også tid til saftevand og bibelhistorie, når koret mødes i Kirkehuset. Første gang er onsdag 6. september.
Korsang for aspiranter og seniorer
I Ikast Kirke går Aspirantkoret i gang med den nye sæson torsdag 24. august. Aspirantkoret er for alle drenge og piger i 3.-6. klasse, og man kommer blandt andet til at stifte bekendtskab med noder og andre musikalske begreber på en sjov måde. Koret kan bruges som en forberedelse til kirkekoret, men man må meget gerne være med, hvis man bare godt kan lide at synge og få nye venner gennem musikken.
Tirsdag 22. august mødes Seniorkoret igen efter sommerferien. Koret er for alle seniorer, og man behøver ikke at have erfaring med korsang. Seniorkoret giver koncerter på plejehjem og til arrangementer for ældre. Repertoiret består både af viser, højskolesange, salmer og meget andet. Koret mødes hver tirsdag formiddag i Ikast Kirkecenter.
Nye hold med babysalmesang
De lokale kirker står også klar med tilbud om babysalmesang for de allermindste. Babysalmesangen handler om stimulering af barnet gennem forskellige sanseindtryk, og så er der også mulighed for de barslende forældre for at få et netværk med andre forældre. Babysalmesang er et gratis tilbud, som kræver tilmelding via kirkernes hjemmesider.
I Fonnesbæk Kirke samles sensommerholdet første gang tirsdag 22. august. Her er småbørnsfamilierne fra Isenvad også meget velkomne. I Ikast Kirke begynder det nye hold fredag 8. september, og i Bording Kirke begynder babysalmesangen 29. august. I Bording kan de lidt større børn i 1-4-års alderen også gå til børnesalmesang fra 22. august.