Kendispar i julehumør fra august: Alle går rundt i julepyjamas

Kendisparret Pelle Peter og Maria Jencel starter julen tidligt. Det er mest Marias fortjeneste, fordi hun ifølge Pelle Peter kommer i julestemning i august.

Udgivet:02. december 2022, 08.00

Læsetid:3 minutter

Hjemme hos Pelle Peter og Maria Jencel er der fuld juleblæs på fra ganske tidligt. Maria Jencel sætter gang i julestemningen allerede i sensommeren til stor forargelse for Pelle Peter, der ikke nyder at høre den samme julesang om og om igen. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

2 måneder siden

KØBENHAVN Julestemningen breder sig. Langsomt lyses gader og stræder op med julebelysning, og man kan næsten høre sidemanden i bussen gnaske pebernødder på de mørke, kolde morgener.

Hjemme hos kendisparret Pelle Peter og Maria Jencel har julen dog for længst indfundet sig. Ifølge Pelle Peter begynder hans hustru allerede at glæde sig i august.

- Maria er jo bimlende psykopat, så vi hører kun julemusik derhjemme lige nu. Når Smukfest er overstået, begynder nedtællingen til juleaften, siger radioværten.

- Jeg er jo en lille nisse, tilføjer Maria Jencel, og parret griner.

36-årige Pelle Peter Jencel og 32-årige Maria Jencel mødte hinanden på DR og blev kærester, da de i 2018 lavede radioprogrammet "Sommermorgen" sammen.

Efter et halvt års forhold faldt Pelle Peter Jencel på knæ, og de blev gift i sommeren 2019.

For Maria Jencel handler julen om nostalgi og børneminder, og hun går højt op i at gøre julen til en stor oplevelse for parrets børn, der er pseudotvillinger og kom til verden med 16 måneders mellemrum.

- Så jeg har købt julesokker med navn på, og vi skal købe julekalendergaver, se julekalender og høre julemusik. Jeg har vist min datter billeder af julemænd, nisser, juletræer og snemænd, så hun ved, hvad det er, siger Maria Jencel.

- Det er en kæmpe indoktrinering, skyder Pelle Peter ind fra sidelinjen.

Parrets ældste datter, der fylder to år til januar, kan nu spotte julepynt overalt.

- Hun forstår, hvad nisser er og siger, hun selv er en nisse. Det er perfekt. Vi står i den bedste tid af året lige nu, siger Maria Jencel.

Hendes mand er dog ikke helt tilfreds med at skulle høre julemusik hver eneste aften.

- For nogle dage siden sad vi for tredje aften i træk og hørte Stella og Nova med "Krummernes Jul". Og dér måtte jeg sige, at jeg ikke kunne høre den i aften igen, siger Pelle Peter Jencel med et smil.

Han er selv dj og radiovært på P3 og har en bachelor i Arts of Music Management fra Rytmisk Musikkonservatorium.

- Det er jo, fordi Pelle er så sindssygt talentfuld inden for musik, så det er lidt svært, siger Maria Jencel.

- Det svarer til at bede en kok om at spise røde pølser med ketchup hver aften i tre måneder. Julemusik er musikbranchens røde pølser, siger han.

Hans hustru har en lidt anden tilgang til det med julemusik.

- Jeg har bare lyst til at pensionere mig selv og blive fuldtids-juler sammen med mine børn - og Pelle, hvis han har lyst til at jule med.

- Men ikke, hvis man har en indstilling, der hedder, at man ikke vil høre for meget Stella og Nova, lyder det fra Maria Jencel, der puffer lidt til sin mand.

Pelle Peter griner bare.

Selv om han ikke er lige så investeret som Maria i julemusikken, synes Pelle Peter alligevel, det er lidt hyggeligt, at Maria går så højt op i at skabe julestemning.

- Der er intet federe end at komme hjem fra arbejde, se julekransen på døren, og så er der tændt op i pejsen, siger Pelle Peter Jencel.

- Der er julemusik i baggrunden, og Maria har lavet risengrød, mens alle går rundt i julepyjamasser med navn på - jeg har også fået én!

Det tyder altså på, at julemusikken ikke er helt så stort et problem, som Pelle Peter giver udtryk for.

- Nu skal det jo heller ikke lyde, som om jeg "basher" Stella og Novas sang specifikt. Jeg elsker Sofie Lassen-Kahlke. Hun er vidunderlig, understreger han.

/ritzau/