Nyt kunstværk: Mursten fra det nedlagte rådhus i Brande - og måske hjemme fra dig - indgår i ny skulptur i Ikast

Kunstneren Birgitte Ejdrup Kristensen og frivillige fra Kunstpakhuset i Ikast renser i disse dage mursten til et nyt udendørs kunstværk udført i genbrugssten fra Brande rådhus

13. februar 2020, 06.00

Frivillige fra Kunstpakhuset, bagerst Kurt Arberg og kunstnerisk leder Bente Jensen, og forrest Hans Jørgen Børsting hjælper i disse dage kunstneren Birgitte Ejdrup Kristensen med at rense mursten fra det gamle rådhus i Brande. Ikast-virksomheden Icopal bakker op ved blandt andet at stille arbejdsområde til maskineriet til rådighed. Foto: Henrik Ole Jensen

KULTUR I tusindvis af gule mursten, som før indrammede det tidligere rådhus i Brande, bliver i disse dag kørt gennem en rensemaskine og finpudset i hånden. De mange mursten skal indgå i et nyt skulpturprojekt, skabt i samarbejde mellem Kunstpakhuset i Ikast og kunstneren Birgitte Ejdrup Kristensen.

Udover genbrugsstenene fra Brande håber kunstneren desuden, at masser af lokale Ikast-borgere har lyst til at donere mursten til det endelige værk.

- Vi vil gerne skabe et værk med borgerinddragelse, og derfor håber jeg, at folk vil kigge derhjemme og donere gamle mursten, siger Birgitte Ejdrup Kristensen.

- Murstenenes farver er underordnede. Man kan donere stenene helt anonymt, men man kan også vælge aflevere de brugte mursten sammen med navn og måske en forklaring på, hvad murstenene har været brugt til. De informationer kommer så i en eller anden form til at indgå i værket, så det samtidig kommer til at bliver en fortælling, der tegner et billede af det samfund, skulpturen bliver en del af. Præcis som med de mursten, vi allerede har fået, der rummer fortællingen om det gamle rådhus i Brande, siger Birgitte Ejdrup Kristensen.

Nørretranders og samfundsglæde

I første omgang indgår de rensede mursten i ferniseringen på skulpturprojektet den 7. marts i Kunstpakhuset i Ikast. Her bliver projektet og tankerne bag præsenteret sammen med en 1:1 skitse over det endelige værk i en udstilling af projektet, der løber frem til 19. april.

Udstillingen får navnet Rådhuset, Biblioteket, Museet med henvisning til de funktioner, de mange Brande-mursten hidtil har haft. Som del af udstillingen besøger forfatter Tor Nørretranders den 11. marts Kunstpakhuset med foredraget Samfundsglæde, der også er titlen på hans seneste bog.

- Entrebilletten til denne aften er en mursten. Vi håber, at mange har lyst til at møde op og lytte til Nørretranders betragtninger om blandt andet fællesskab og sammenhængskraft. Og man må meget gerne tage mere end en mursten med, smiler Birgitte Ejdrup Kristensen.

- Vi håber også, at eksempelvis elever fra byens gymnasier har lyst til at være med og bidrage til debatten om samfundsglæde og udvikling af fællesskaber i moderne byer.

Netop byudvikling var indfaldsvinklen til det nye skulpturprojekt.

Birgitte Ejdrup Kristensen havde læst om traditionen for kunst under åben himmel i Ikast og Brande, og er blandt andet inspireret af Per Kirkebys første udendørs kunstværk i mursten »Huset i Ikast«, som står i boligområdet Højriskvarteret i den østlige del af Ikast. Hun fremlagde en idé om et nyt værk i genbrugsmursten, der kan danne en rød og historisk tråd.

Lowline kunst

Tankerne faldt i tråd med Kunstpakhusets involvering i byfornyelsen af den nordlige del af Ikast omkring stationen og det gamle posthus. Her arbejder man med tanker om et kunstprojekt, Lowline, der sammen med et grønt sti- og parksystem kan forbinde og forskønne et bælte langs banenettet. Blandt andet i samklang med udendørs kunst.

- Da vi fik henvendelsen fra Birgitte Ejdrup Kristensen matchede det nogle af de tanker, vi gik med, og derfor lavede vi et samarbejde, som også involverer Ikast-Brande Kommune, og så håber vi, at mange har lyst til bidrage i form af enten sponsorater eller i form af materialer til værket. Som udstillingshus ønsker vi at være med til at skubbe yderligere til kunsten her i området. Vi håber, at murstens-skulpturen bliver den første i en række af mange kunstværker udenfor i stationsområdet, siger Bente Jensen, kunstnerisk leder af Kunstpakhuset.

Sammen med Birgitte Ejdrup Kristensen håber hun på i alt at modtage op mod 5000-6000 mursten til brug i det færdige værk.

- I hele udstillingsperioden er alle folk velkomne til at kigge forbi og se det indledende arbejde med værket - og måske aflevere alle de gamle mursten, de har lyst til og kan undvære, siger Birgitte Ejdrup Kristensen.

Kunstpakhuset og kunstneren håber, at murstensværket kan være færdig til august.