Nye kræfter i Connexion Tie skal løfte skjorte-brand

Ny Brandmanager skal løfte det traditionsrige skjortebrand Angli

22. marts 2020, 13.15

Medejer Bo Egeriis til venstre, medejer Johnny Andersen i midten og den nye og brandmanager Flemming Østergaard, til højre. Foto: Privat

BRANDE

Flemming Østergaard tiltrådte 1. marts stillingen som Brand Manager hos Brande-virksomheden, Connexion Tie. Hans rolle bliver at løfte det traditionsrige skjortebrand, Angli og således også forbedre Anglis position indenfor både profil- og detailbranchen.

Kalenderen er slået op på forår, og hos Connexion Tie er man fast besluttet på nye tiltag i skjorteforretningen, Angli. Siden opkøbet af Angli i 2015 har Connexion haft den vision, at skjortefaconen skulle passe til alle, så man som kunde er klædt ordentlig på.

Vision

Den vision er stadig aktuel, men Angli-brandet står også overfor en makeover. På produktudviklingen skal der ske en ekspansion, som vil kunne tilføre nye og spændende designs. Denne proces vil være med til at understøtte Connexion Ties ønske om en udvikling af skjortebrandet Angli til profil- og detailbranchen.

For at muliggøre denne ekspansion af Angli-brandet har man valgt fra 1 marts at ansætte Brand Manager Flemming Østergaard, der med over 30 års erfaring fra tekstilbranchen vil sætte endnu mere gang i skjortesalget til profil- og detailkunder.

Her vil den nye Brand Manager sætte sit præg på et nyt skjortekoncept til detail-og profilbranchen.

- Jeg ser meget frem til at blive en del af Connexion Tie. Med min baggrund og mangeårige erfaring indenfor salg og produktudvikling i herretøjsbranchen, ser jeg det som en spændende opgave, hvor jeg vil gøre mit for at tilføre yderligere vækst til firmaet samtidig med at opretholde et godt samarbejde på profilmarkedet og i detailbranchen.

- Jeg ser mig selv som lidt af en skjorte-nørd, og her vil jeg i den grad kunne fortsætte min passion for at komme til at arbejde helt ned i detaljen i denne stilling, lyder det fra Flemming Østergaard.

Hos Connexion er man også rigtig spændt på det nye tiltag og ser positivt på fremtiden.

- Hvis vi skal kunne sætte vores præg på profil- og detailbranchen, skal vi tilføre noget nyt, og med ansættelsen af Flemming er vi sikre på, at det kan være med til at bidrage positivt til udviklingen. Flemming kommer med en stærk baggrund og erfaring, som bakkes op af en enormt stærkt netværk. Hans produktkendskab og høje kvalitetskrav matcher utrolig godt med Connexion Ties, og vi er derfor meget spændte på fremtiden, tilføjer Bo Egeriis, medejer af Connexion Tie i Brande.

Flemming Østergaard har været ansat hos Bosweel i 15 år og har de sidste tre år været ansat hos Seven Seas Skjorter.