
10 måneder siden
BYFEST Det er igen blevet tid til at feste, og i Isevad er de i denne uge ved at gøre klar til den 25. Festivad.
Landsbyen holder altid sin byfest i uge 32, og ugen byder på en lang aktiviteter og arrangementer for hele familien.
Allerede onsdag er der træf og køretur for motorcykler og veteranbiler, som vises frem på festpladsen.
For 10.gang er der motionsløb, hvor deltagerne konkurrerer på tre forskellige distancer: Tre - fem- og ti kilometer.
Børnekarneval starter festlighederne torsdag, hvor Bording Tambourkorps går i spidsen for et optog gennem byen frem til festpladsen ved boldbanerne ved Sentrum.
Her kan de bedst udklædte se frem til at blive hyldet, inden der inviteres til både mooncarræs og bankospil. Torsdag byder også på lækkerier for den søde tand, da byens bedste kagebager skal findes, og for de lokale hjemmebagere handler det i år om at fremtrylle den bedste jubilæumskage.
Festivad er på alle måder en festligholdelse af byens fællesskab. Det er nemlig byens foreninger, der er gået sammen om at skabe en fest for byen, og festens eventuelle overskud kanaliseres direkte videre til foreningernes ungdomsarbejde. Fodboldklubben har været med i samtlige 25 år og inviterer fredag aften til jubilæumskamp mellem Isenvad Allstars og Tjørring IF Allstars.
Fredag er det de voksnes tur til at konkurrere i mooncarræs, mens byens yngste inviteres til diskotek.
Årets tema er UVlys, og diskogæsterne kan både torsdag og fredag forberede sig til diskoteventuret ved at købe en trøje, som dekoreres med UV-farver.
Fredag slutter i øvrigt med et stort jubilæumsfyrværkeri.
Lørdag byder på gratis kaffe og rundstykker, inden lokalrådet løfter sløret for, hvem der er årets Isenvadborger.
Dagen byder derudover på scooterræs for de 0-4 årige, besøg af politiets infovogn, havetraktortræk, ligesom den internationale gadeteaterfestival også lægger vejen forbi.
Senere er der festlege for hele familien, inden årets Festivad afsluttes med helstegt pattegris og livemusik i teltet lørdag aften.
