
Ikke et ord om politik: Gendyrk har slået rod hos politiker
Nye interesser er begyndt at spire og spille hjemme hos den 57-årige lokalpolitiker Inge Dinis, som for femte gang er blevet valgt ind i byrådet
Udgivet:15. december 2021, 15.57
Læsetid:2 minutter
- Når jeg kommer hjem, går jeg herud og kobler af. Jeg skal lige ud og se, om der er kommet nye skud, siger Inge Dinis, som er begyndt at gendyrke i haven og drivhuset. Foto: Tom Laursen
1 år siden
PORTRÆT - Jeg gemmer lige kaffegrumset, siger Inge Dinis, da hun er færdig med at brygge to kopper kaffe.
Grumset smider hun i en lille bøtte, hvor der også ligger en håndfuld halve æggeskaller, som hun lover, at vi vender tilbage til ...
Men først falder snakken på 57-årige Inge Dinis’ arbejde som lærer på Ikast Østre Skole, hvor hun underviser i musik, idræt og dansk.
- Du drømmer ikke om, hvor givende det er at komme gående nedad gangen og sige godmorgen til eleverne. De har samtidig en umiddelbarhed og stiller spørgsmål, som gør mig klogere, siger Inge Dinis og understreger, at skolearbejdet betyder meget for hende.
Spiller på flere tangenter
For tre somre siden blev Inge Dinis pludseligt revet væk fra lærerjobbet, byrådsarbejdet og sit aktive fritidsliv, da hun henover sommeren 2018 fik tre blodpropper.
- Jeg var nærmest ikke på arbejde i et helt år - det var på meget nedsat tid, men jeg ville tilbage til mit byråds- og skolearbejde, fastslår Inge Dinis.
Inge Dinis er tilbage på skolen og i byrådssalen, hvor hun snart begynder på sin femte byrådsperiode.
Men flere ting fra den periode, hvor Inge Dinis var sygemeldt, er stadig en del af hverdagen i hjemmet i Bording.
Foruden en sundere kost på bordet, rykkede et nyt klaver ind på Inge Dinis’ orkesterværelse.
- Jeg har altid spillet guitar, men jeg har irriteret mig over, at jeg ikke kunne spille klaver. Det ville jeg simpelthen lære. Det er godt at skulle bruge hovedet til at lære noget nyt, fortæller Inge Dinis.
Nye interesser spirer frem
Ligeledes er Inge Dinis hver dag en tur ude i haven og drivhuset, som hun anskaffede sig i foråret, fordi endnu en ny hobby har slået rod hos socialdemokraten.
- Jeg er begyndt at gendyrke - det er altså noget af det sjoveste, siger hun.
I stedet for at smide endestykkerne af porrerne og forårsløgene ud, bliver stykkerne lagt i jorden - og vokser op på ny, forklarer hun med begejstring i stemmen.
Forårsløg, små æbletræer og rødbeder titter derfor frem af jorden hjemme hos Inge Dinis og hendes mand, Ole.
Det er her ved kanten af køkkenhaven, at Inge Dinis udløser spændingen med de knækkede æggeskaller og den gemte kaffegrums.