
Fællesskab omkring brand og 112
Deltidsbrandmændene i Engesvang skal ikke længere tage brandlugten med hjem
Udgivet:10. oktober 2022, 10.00
Læsetid:2 minutter
Et lille udsnit af de deltidsansatte brandmænd på stationen i Engesvang: fra venstre stationskoordinator Kristian Madsen, Steen Vedel, Simon Haarup, Michael Borum og Peter Sirkian. Foto: Laila Kempel
12 måneder siden
ENGESVANG De har fået plads til at mødes til en snak og en kop kaffe - også når det ikke brænder. Men de har også fået plads til at vaske sig, så sodpartikler og lugten af røg og os ikke bliver taget med hjem i bilerne og kommer ind i privaten.
Deltidsbrandmændene i Engesvang har fået en voldsom opgradering af deres personalefaciliteter og var forleden samlet for at fejre den markante udvidelse af kvadratmeterne.
Lige ved siden af den babu-blinkende brandbil, der holder parkeret midt i byen ved siden af det store kraftvarmeværk, har de fået lokaler, hvor de kan mødes og rent faktisk side rundt om et fælles bord.
Tidligere måtte de nøjes med, hvad der i dag fungerer som »urent depot«.
Og som operativ chef Leon Nielsen fik sagt ved den officielle indvielse af de nye lokaler:
- Jeg forestiller mig, at luften kunne blive lidt tung efter et par timers møde ...
På væggen i lokalet hænger en alternativ kopholder med personlige kaffekopper, som signalerer, at her hersker et humoristisk fællesskab og en brændende interesse for at slukke ildebrande og hjælpe folk i nød.
- Kunne de høre mig, vil jeg også lykønske Engesvangs borgere og erhvervsliv med udvidelsen af brandstationen. I den sidste ende er det dem, der høster den store gevinst i form af tryghed og sikkerhed ved at have en velfungerende og lokal brandstation i nærheden, sagde Leon Nielsen.
Udvidelsen er den tredje og handler dels om at få lidt flere kvadratmeter at mødes på, men også om at kunne leve op til nye regler om arbejdsmiljø.
To flotte badeværelser sikrer, at deltidsmændene hurtigst muligt kan blive renset for sod og andre skadelige partikler og ikke længere skal slæbe det med ind i deres private biler og hjem til familierne.
Leon Nielsen roste de lokale brandmænd for at være med til at sikre de nye omgivelser og have øjnene åbne for muligheden, da den opstod.
- Nu har I plads til at grine, græde og diskutere. Her kan I drikke en masse kaffe og mødes i jeres »klub«, sagde Leon Nielsen.


