Kælder forvandlet til thaiklinik: Panmile Thai Massage flytter til Isenvad

Panmile Thai Massage er flyttet fra Østergade i Ikast til Isenvad. Nu står klinikken klar og er totalrenoveret

6. december 2020, 15.10

De helt nye lokaler er lavet af Chisa Prasatthais mand Johny Balzer Pedersen. Stedet summer af thailands stemning nu, siger hun. Foto: Tom Laursen

ISENVAD Lugten af fugtig kælder er erstattet af duften fra citrusolier og eukalyptus. Det er resultatet af en gennemgribende renovering af en kælder på Hanningvej i Isenvad. Ovenpå bor Chisa Prasatthai og Johny Balzer Pedersen sammen med parrets to børn på 10 og 6 år. Chisa Prasatthai driver Panmile Thai Massage, som indtil for kort tid siden lå i Østergade i Ikast. Nu ligger massageklinikken under familiens hjem i Isenvad i helt nye rammer. Nye rammer, som Johny Balzer Pedersen selv har skabt fra bunden.

- Jeg er meget glad for, at vi har fået klinikken hjem til Isenvad. Det giver nogle fordele at have arbejdspladsen her. Eksempelvis har vi indrettet os, som vi drømmer om, og jeg kan gå op i privaten, hvis jeg har et hul på nogle timer mellem kunderne, siger Chisa Prasatthai.

Johny Balzer Pedersen arbejder til dagligt som kloakmester, og han har selv stået for hele renoveringen. Kælderen er blevet sænket, fået lagt klikgulv og har i det hele taget gennemgået en stor forvandling. Johny Balzer Pedersen har desuden udstyret klinikken med membran i væggene for at fjerne lugten af kælder, tilføjer han.

Et twist af det hele

Det har krævet mange måneders hårdt arbejde at få omdannet kælderen. Målet har været at give kunderne en følelse af at tage en smuttur til Østen, og Chisa Prasatthai har forsøgt at give lokalerne et twist af både det orientalske og det danske. Overfor det thailandske flag og en Buddha-figur ses således en lille udgave af den tilsandede kirke og Sandormen fra Skagen.

- Meningen er at kombinere lidt fra de to kulturer. Chisa er jo også turist i Danmark, selvom hun bor her. Her i sommer var vi på ferie i Skagen, så det er derfra, siger Johny Balzer Pedersen.

Selvstændig i mange år

Chisa Prasatthai købte i 2016 sin tidligere arbejdsplads Siam Thai Massage på Østergade i Ikast. Klinikken fik i samme ombæring navnet Panmile Thai Massage, som klinikken fortsat hedder i dag. Før købet havde Chisa Prasatthai arbejdet syv år i klinikken i Ikast, hvor hun fik den praktiske oplæring som supplement til sin teoretiske uddannelse fra Thailand.

Den nye klinik har to massagerum. Et rum med en enkelt briks samt et rum med to brikse, hvor blandt andet parmassage og massage til gravide tilbydes. Derudover er Chisa Prasatthai også ekspert i behandling af tennisalbuer, mens yoga-massage ligeledes tilbydes foruden de mere velkendte former f0r thaimassage.

Nu håber hun på, at kunderne fortsat vil besøge Panmile Thai Massage, selvom klinikken er flyttet væk fra centrum i Ikast.

- Til gengæld tilbyder vi nu nogle lækre rammer, hvor man gerne skulle få følelsen af at kunne slappe helt af, siger Johny Balzer Pedersen.

Parret har været gift siden 2009 og har boet i huset i fire år. Det er dermed en stor drøm, som nu går i opfyldelse for Chisa Prasatthai.

- Jeg er meget glad for det, og jeg ser frem til at tage hul på et nyt kapitel, lyder det fra indehaveren.

Chisa Prasatthai holder fortsat af Thailand, selvom hun har boet i Danmark i mange år. Havde det ikke været en tid med corona-restriktioner, ville familien skulle have rejst til Thailand for at koble af efter en travl periode. Foto: Tom Laursen
Receptionen, hvor Chisa Prasatthai også har en minibutik med blandt andet olier og salve. Foto: Tom laursen
Indretningen er et twist mellem dansk kultur og thailandsk kultur. Parret var i Skagen i sommer, hvor en del »nips« blev købt med hjem til klinikken. Foto: Tom Laursen
Læs også