Nyt samarbejde vil give Hærvejen nyt liv

15 kommuner går sammen om at bringe Hærvejens vandre- og cykelruter op i international særklasse

19. april 2021, 16.38

15 kommuner er nu gået sammen om at udvikle de cykel- og vandreruterne ved Hærvejen, så de bliver til ruter i international særklasse. Foto: Thomas Vang Nielsen

IKAST-BRANDE Den har ligget der i tusinder af år, den gamle vej op gennem Jylland, der som en hovedfærdselsåre bragte folk fra nær og fjern mod deres mål ude i verden.

Engang hed den Oksevejen, men i nyere tid har navnet Hærvejen vundet indpas som fælles betegnelse.

Nu er det første skridt taget til, at den gamle vej får nyt liv.

15 kommuner, der alle har deres beliggenhed ved Hærvejen, har taget initiativ til nyt samarbejde.

Blandt de 15 er Ikast-Brande Kommune, som Hærvejen passerer gennem ved Nørre Snede i syd og Engesvang i nord.

Millioner fra Nordea-Fonden

»Foreningen Udvikling Hærvejen« er navnet på det nye samarbejde, fremgår det af en pressemeddelelse.

Ganske vist blev foreningen etableret for fem år siden, men ved en stiftende generalforsamling blev den gamle opløst for så igen en time efter at blive gendannet - nu med en ny politisk båret organisation med deltagelse af de 15 borgmestre fra Hjørring, Jammerbugt, Frederikshavn, Brønderslev, Aalborg, Mariagerfjord, Rebild, Vesthimmerland, Viborg, Silkeborg, Ikast-Brande, Vejle, Vejen, Haderslev og Aabenraa kommuner.

Skal udvikles i Ikast-Brande

Borgmestrene har givet hinanden håndslag på i fællesskab at ville udvikle Hærvejens vandre- og cykelruter til national og international særklasse. Sammen med kommunerne står Nordea-Fonden, der viser stor interesse for at investere et trecifret millionbeløb i et kvalitetsløft af ruten.

For at arbejdet skal lykkes, har kommunerne indgået aftale om etablering af et nyt hærvejssekretariat, som placeres i Viborg Kommune.

Ikast-Brande Kommunes borgmester Ib Lauridsen (V) glæder sig over samarbejdet og siger:

- Det er dejligt, at vi nu har det organisatoriske på plads. I Ikast-Brande Kommune skal vi i gang med at se, hvordan vi bedst kan udvikle den del af Hærvejen, som ligger i vores kommune.