Ambitiøst kunstprojekt: Gavlkunst for millioner på vej

Ikast-Brande har kickstartet et ambitiøst projekt, hvor kunst, verdensmål og erhvervsliv forenes på tværs af kommunegrænser

5. december 2020, 05.00

Kulturforum i Brande arrangerer ofte byvandring, hvor deltagerne kan beundre byens gavlmalerier. Foto: Henrik Ole Jensen

IKAST-BRANDE 17 gavle, 17 kunstarter, 17 byer/landsbyer, 17 virksomheder, 17 uger, 17 verdensmål.

Et ambitiøst kunstprojekt med et budget på tre millioner kroner er ved at vokse frem af den midtjyske muld.

De første 250.000 kroner er netop tikket ind i form af en donation fra Den Jyske Kunstfond, hvor verdensgavl-projektet er en af de helt store modtagere.

Projektet er udtænkt i Ikast-Brande med kulturkonsulent Carsten Jensen i spidsen, og ideen er, at det skal brede sig ud til nabokommunerne: Viborg, Silkeborg, Herning, Vejle, Horsens, Hedensted og Billund.

17 verdensmål

- Ambitionen er at formidle FN’s 17 verdensmål gennem 17 forskellige kunstarter, som gentænkes i et gavlkunstformat, der har hver sit verdensmål som tema, siger Carsten Jensen og uddyber med, at verdensmålsgavlene er udsprunget af en idé om at gentænke de historiske og ikoniske gavle i Brande - og udbrede gavlene til flere kommuner i Midtjylland, hvor både Herning, Silkeborg, Horsens også arbejder med gavlkunst.

Kultur- og fritidsudvalget har tilbage i august fået en orientering om, at der var ansøgninger ude omkring finanseringen af projektet.

- Vi havde søgt regionen om en million kroner, men fik afslag, siger Carsten Jensen, der dog er meget optimistisk i forhold til at skulle ud og finde de sidste millioner til projektet.

Ikoniske gavlværker

» Ikast-Brande er kendt for at være Danmarks Erhvervskommune og mere begrænset for de ikoniske gavlværker og anden anerkendt kunst i det åbne rum« hedder det i sagsfremstillingen på kultur- og fritidsudvalgets dagsorden, hvor det også fremgår, at verdensmålsgavlene er en forløber for et større kulturprojekt med titlen »Gadens Kunst med blå himmel«, som skal behandles på det kommende møde i udvalget.

Målet er, at halvdelen af gavlværkerne placeres i landsbyer mellem 200 og 5000 indbyggere.

Lokalt vil der blive skabt sammenhold og fællesskab omkring kunstnerne, der skal mødes med borgerne for at skabe deres værk.

Kunstnerne bor i byen i en periode. Meget af det praktiske foregår lokalt, hvor engangement vil bære sådanne projekter igennem.

Penge på kontoen

- Nu har vi fået de første penge på kontoen til at komme videre. Planen er, at vi skal ud at finde 17 gavle i 17 midtjyske byer, og gerne 17 gavle hos erhvervsvirksomheder, der vil være med og bruge det i markedsføringen af deres virksomhed. Der er mange ting, vi nu skal til at have på plads. Hvilke kunstnerne skal vi vælge?, skal de være unge og uprøvede?, danske eller internationale? Der er mange spørgsmål, vi skal have fundet svar på, siger kulturkonsulenten.

Selvom gavlkunst i Ikast-Brande hurtigt vil få de fleste til at tænke på de ikoniske af slagsen i Brande, så er det ikke malerier, der arbejdes med.

Rock og opera gavl

- Det kan lige så godt være en rockkoncert op af en gavl, siger Carsten Jensen, og forklarer, at det selvfølgelig skal tilpasses, så det matcher lokaliteten og ikke mindst verdensmålene.

- Man kunne jo forstille sig opera på/ved en gavl i Herning, en animationfilm på en gavl i Viborg og måske noget vild gadekunst i Silkeborg. Vi håber jo på lidt europæisk opmærksomhed, så det blandt andet også gavner turistbranchen. Om vi skal streame et event fra Blåhøj, Bording eller Nørre Snede fordi et stort symfoniorkester indgår, er alt sammen noget vi først nu skal til at planlægge os ud af, siger Carsten Jensen.

Bæredygtighed

Målet er også at gavlkunsten kan synliggøre arbejdet med bæredygtighed i relation til FN’s 17 verdensmål, og herigennem give byer og virksomheder, der målrettet arbejder med bæredygtighed en anderledes og international branding platform.

- Nu har vi fået de første 250.000 kroner og så tænker jeg, at de enkelte kommuner også skal spæde til i form af et beløb per gavl i kommunen, og de virksomheder, der stiller deres gavl til rådighed, vil forhåbentlig også byde ind med en lignende økonomi. Sådan vil vi kunne få de første millioner på plads. Og så vil vi søge både store og mindre fonde om de resterende penge for at få budgetterne til at nå sammen, siger Carsten Jensen.

Den første sten

Han håber, at det vil blive muligt at få tingene på plads, så de 17 kunstprojekter kan gennemføres i løbet af sommeren 2021, men falder det ikke på plads er han ikke bange for at få det til at løbe videre i 2022

- Ikast-Brande er projektejer, fordi det er os, der har fostret ideen, men det er et fælles tværkommunal projekt, der skal foldes ud. Vi har nu fået den første lille sten, at træde op på, siger Carsten Jensen, der glæder sig til at skulle i gang med opgaverne.

Carsten Jensen, kulturkonsulent i Ikast-Brande, er idemanden bag det nye kunstprojekt. Foto: Steen Hebsgaard