Hip hop fest for børnene

Ikast Musikliv har hyret de populære tween-idoler Hipsomhap til at underholde under lørdagens Stjernefrø til Ikast Musikliv

Udgivet:17. juni 2022, 10.00

Læsetid:2 minutter

Hipsomhap optræder til årets Stjernefrø under Ikast Musikliv på lørdag. Foto: PR Foto

12 måneder siden

IKAST Der er lagt op til en gigantisk børnefest til årets musikliv lørdag formiddag.

Ikke alene finder det populære Stjernefrø-arrangement sted, hvor de lokale børn optræder for hinanden, men der kommer også en omgang god underholdning til de yngste deltagere i musikliv.

HipSomHap er med hundredvis af koncerter og millioner af streams et af de varmeste navne i dansk børnemusik, skriver gruppen selv i en pressemeddelelse.

Tween-idolerne er aktuelle med nyt album og går på scenen for at skabe en gigantisk hiphop-fest i børnehøjde. Missionen er klar: HipSomHap er kommet for at gøre børnemusik cool. Og de er godt på vej: Gruppen stormer frem på TikTok og YouTube og spiller over 100 koncerter om året. De har været i Go’morgen Danmark, lavet musik til DR Ramasjang og optrådt for kronprinsessen. HipSomHap laver kvalitets-hiphop til børn og har udgivet tre albums siden begyndelsen i 2017: »Hop Lidt Mer«, »Overtager Verden« og det helt nye »Stadig Nr. 1«.

Musikken er spækket med seje rim og beats, der tager børnene seriøst og taler lige ind i deres verden. Ikke mindst på numrene »Min Far« - som de fleste børn i Danmark kan synge med på - og det helt aktuelle »Corona«, der netop har rundt en million views på YouTube.

Ikke som andet børnemusik

HipSomHap består af Anna Bukh Jakobsen og Andreas Seebach – eller Anna Spejlæg og Johnny Ligeglad, som de hedder, når de går på scenen. De to rappere er trætte af kedelig børnemusik og vil gerne give de helt unge musiklyttere en oplevelse af at blive taget seriøst. Derfor opstod ideen om at danne Danmarks første rapgruppe for børn.

- Meget børnemusik er velproduceret, men også lidt kedeligt. Vi vil lave noget, der tager børnene seriøst og har lidt mere kant. Det skal - for at sige det ligeud - være pissehamrende sjovt, og børnene skal føle, at de er med i det, forklarer Andreas Seebach i pressemeddelelsen.

Derfor får den også hele armen, når HipSomHap optræder live.

Anna Bukh Jakobsen fortæller:

- Vi vil gerne give børnene den fulde oplevelse af at være til koncert, så når vi går på scenen er det med band, røg, lysshow og fuld knald på volumen. Børnene skal stå op og være en del af en kæmpe fest. Det bliver stort og vildt og mega, mega fedt – også for de voksne.

Kort fortalt: Det bliver med garanti en fest, når HipSomHap går på scenen og spiller alle deres hits. Anna Spejlæg og Johnny Ligeglad leverer det svedigste show spækket med seje rim, syge beats og masser af hiphop-attitude i børnehøjde. Musikken henvender sig især til børn fra 6-12 år, men de yngste kan også være med.