Ikast-søstre: Høster medaljer ved Nordiske Mesterskab i dressur

Hos familien Rosenkilde lidt uden for Ikast går alle - i hvert fald dem af hunkøn - passioneret op i ridesport

Udgivet:08. juli 2022, 15.54

Læsetid:4 minutter

Ridesport fylder meget i hverdagen hos familien Rosenkilde, der for nyligt har bygget et nyt hjem lige øst for Ikast. Både mor Maibritt Rosenkilde og de tre døtre Margaretha, Theresa og Sofia er passionerede »ridepiger«. Derfor var det også oplagt at anlægge en ridebane og andre relaterede ridefaciliteter nær det nybyggede hjem. På billedet ses 15-årige Theresa Rosenkilde (t.v.) på hesten Blue Hors Zwobber. Samt 13-årige Sofia Rosenkilde på ponyen Timms My Fritz. Foto: Henrik Ole Jensen

Thomas Vang Nielsen
Journalist| tvn@herningfolkeblad.dk

9 måneder siden

MEDALJEREGN Søstrene Sofia og Theresa Rosenkilde netop er vendt hjem fra Flyinge i Sverige, hvor de var med til at repræsentere Danmark ved Nordisk Mesterskab i dressur.

Og begge piger vandt medaljer med hjem.

- De fik begge bronze ved de individuelle konkurrencer i deres klasser - og guldmedaljer med deres hold, fortæller pigernes tydeligvis stolte mor, Maibritt Rosenkilde.

Dobbelt guld sidste år

13-årige Sofia Rosenkilde red på ponyen Timms My Fritz, der er en Tysk Sportspony.

- Jeg kalder ham bare Fritzi. Han er kun otte år, så det er helt fint med en bronzemedalje, lyder fra Sofia, der efter sommerferien skal begynde i 7. klasse på Østre Skole i Ikast.

- Jeg har redet, siden jeg var fire år, fortæller Sofia, som i Sverige oplevede at være til et NM for anden gang.

Hun var også med i 2021, hvor mesterskaberne blev afviklet i finske Ypäjä.

- Der stillede jeg op på en anden pony. Den hed Dot Com, og det blev til dobbelt guld, fortæller Sofia Rosenkilde.

Hun træner dressur næsten hver eneste dag.

Plads til 10 heste i stalden

- Vi har en stald med 10 bokse, hvor de fem af hestene er vores egne. De andre er opstaldet. Så er der også en ridehal og en udendørs bane. Plus nogle folde og masser af natur rundt omkring. Det er rigtig dejligt, fortæller 44-årige Maibritt Rosenkilde, som selv begyndte at ride som otteårig.

Passionen for heste fik hende til gennem en årrække at have posten som formand i Højris Rideklub.

Familieture til stævner

Familien består foruden mor Maibritt og datteren Sofia af søstrene Theresa på 15 år og Margaretha på 18 år. Samt far Mogens Rosenkilde, der måske ikke er helt så passioneret for ridning som de tre piger og deres mor, men han gør, hvad han kan for at deltage og støtte.

Team Danmark-elev

Theresa Rosenkilde er lige blevet færdig med 9. klasse på Østre Skole og skal efter sommerferien begynde på HHX i Ikast.

- Hun er optaget som Team Danmark-elev, hvilket giver mulighed for »lovligt fravær«, når der skal deltages i vigtige stævner og konkurrencer, fortæller Maibritt Rosenkilde.

Theresa Rosenkilde vandt sine to medaljer ved NM i Sverige på hesten Blue Hors Zwobber, der er en Dansk Varmblod på 11 år.

- Jeg begyndte også at ride, da jeg var fire år, fortæller Theresa Rosenkilde, der kun har dannet parløb med Zwobber i fem måneder.

Sammen med sin ridetræner, lagde den 15-årige pige i februar en plan, som må siges at være gennemført.

- Første mål var at deltage i et stævne og klare mig så godt, at jeg blev udtaget til Ecco Cup, for der kom landstræneren og kunne observere, hvem der skulle udtages til NM. Og det blev jeg så, fortæller Theresa Rosenkilde.

- Jeg havde nok ikke regnet med at blive udtaget. Det er første gang, jeg er til NM, så jeg blev meget glad, tilføjer hun.

- Som mor bliver man megastolt over, at hun på rekordtid kan skifte fra pony til hest. Der er mange nye øvelser at lære, og bevægelserne på hest er helt anderledes end på pony, siger Maibritt Rosenkilde.

Mormor og morfar var med

Storesøster Margaretha på 18 år rider juniorklasse, men hun var ikke udtaget til at dyste om medaljer som ungrytter ved årets NM. Men hun var naturligvis med i Sverige sammen med forældrene.

- Hun var med som en fantastisk og uvurderlig hjælper for sine søstre, siger Maibritt Rosenkilde.

Alle tre skal til DM i august

Næste skridt i rideeventyret venter lige efter sommerferien.

Sofia skal deltage i pony DM i uge 33 i Hovgaard ved Svendborg.

Ugen efter skal Theresa og Margaretha til DM for juniorer og ungryttere i Ringsted.

Og familien skal naturligvis med som hjælpere og tilskuere.

Når man er på besøg hos familien Rosenkilde, mærkes det tydeligt, at ridesport er en stor passion på matriklen. Både mor og døtre satte sig første gang i sadlen i en tidlig alder. Foto: Henrik Ole Jensen
Er det en hest eller en pony? Det kan begrebet stangmål besvare. Det måles i centimeter fra jorden til vandret ud for lansemærket, der er mankens begyndelse. Skillelinjen går ved 148 centimeters højde. Til venstre ses Zwobber, som med sine 178 centimeter er i kategorien hest. Mens Fritzi med sine 140 centimeter er en pony. Foto: Henrik Ole Jensen
Ekvipagen med Sofia Rosenkilde og ponyen Timms My Fritz ses her fotograferet ved en af konkurrencerne til NM. Foto: Simii Photography
Theresa Rosenkilde og hesten Blue Hors Zwobber i aktion ved NM i Sverige. Foto: Simii Photography