112

Aftenbrand i tørt græs

23. april 2021, 06.59

THORLUND 4000-5000 kvadratmeter græs blev torsdag aften flammernes bytte ved Byvejen i Thorlund ved Ejstrupholm.

Her var en landmand ved at brænde grenaffald og andet af, da den kraftige aftenbrise fik fat i ilden, der spredte sig til et græsareal på nabogrunden.

Brandvæsenet blev tilkaldt, og brandsvendene fik hurtigt ilden under kontrol.

Aftenbranden illustrerer tydeligt, at naturen i øjeblikket er tør og særdeles brandfarlig.

Den 58-årige afbrænder blev i forbindelse med branden sigtet for overtrædelse af brandlovgivningen og kan vente en bøde.