FC Nordsjælland henter gammel kending på kort aftale

Ulrik Yttergård Jenssen vender tilbage til FC Nordsjælland, hvor han skal gardere for en skadet Erik Marxen.

Udgivet:19. august 2022, 19.26

Læsetid:2 minutter

Ulrik Yttergård Jenssen vinder her en duel over Kamil Wilczek. Fotoet er fra april sidste år.

/ Ritzau /

FARUM Superligaklubben FC Nordsjælland har hentet forstærkning til klubbens forsvarskæde, efter at rutinerede Erik Marxen har pådraget sig en skade, der formentlig holder ham ude i længere tid.

Fredag har klubben præsenteret den 26-årige nordmand Ulrik Yttergård Jenssen på en kontrakt, der løber året ud.

Den venstrebenede stopper kan formentlig hurtigt gå ind på holdet, idet han kender både cheftræneren og flere af spillerne fra sin første periode i klubben.

Yttergård spillede således for FC Nordsjælland fra januar 2018 frem til sommeren 2021.

Efterfølgende skiftede han til Willem II i Holland, men efter en nedrykning blev hans kontrakt ophævet 1. juli.

FCN-sportsdirektør Mikkel Hemmersam er glad for at byde Yttergård velkommen tilbage.

- Vi kender ham, og vi ved, hvad vi får - og så har han i tillæg fået en sæson i benene fra den bedste række i Holland. Han kender alt til klubben og kan hurtigt falde ind, og så har han ikke mindst en stor portion erfaring.

- Vi er derfor glade for, at vi har fået Ulrik ind til at styrke bredden og konkurrencen i forsvaret her i efterårssæsonen. Det har været en prioritet for os efter Erik Marxens skade forrige weekend, da det ser ud til, at vi desværre må undvære ham i en længere periode.

- Samtidig har Ulrik vist en stærk interesse i og motivation for at komme tilbage til FC Nordsjælland og bidrage til truppen, siger sportsdirektøren.

Nordmandens cv tæller allerede 108 superligakampe og otte mål for Farum-klubben.

- Det føles fantastisk at være tilbage. Jeg har allerede mødt en masse mennesker, som jeg kender fra sidst, så det føles som at komme hjem. Det er en dejligt følelse, siger nordmanden.

FCN meddelte senere fredag, at klubben efter tre år siger farvel til offensivspilleren Abu Francis, der skifter til belgiske Cercle Brugge.

Abu Francis har fået en treårig kontrakt i Cercle Brugge, der spiller i den bedste belgiske række. Han nåede at score 7 mål i 60 kampe for Farum-klubben.

/ritzau/