Engesvangkæmper har sagt farvel

Udgivet:28. juni 2022, 12.28

Læsetid:2 minutter

John Bregnhøj var i mange år med til at sætte dagsordenen i Engesvang. Han var engageret i sit lokalsamfund, både som ansat inspektør i hallen, men også som den lokalpoltiske stemme i byrådet. Foto: Kim Kristensen.

Den tidligere halinspektør og byrådsmedlem for Socialdemokratiet John Bregnhøj er død. Han blev 80 år

Af Laila Kempel

lak@ikastavis.dk

NAVNE En af Engesvangs markante frontkæmpere John Bregnhøj er ikke mere. Han sagde 25. juni farvel til livet. Han kæmpede altid for Engesvang, som han kom til at holde af helt ind i sjælen.

John Bregnhøj var oprindelig fra Silkeborg, men flyttede til Engesvang i forbindelse med, at han blev ansat på Eberhardts fabrik i byen.

Han var som sin hustru Lis et inkarneret sportsmenneske, der hurtigt blev engageret i byens foreningsliv.

Han var i front, da der skulle skaffes midler og opbakning til en hal i byen. Og da han samtidig udviklede allergi i forhold til sit arbejde, valgte han at lægge billet ind på den nyoprettede stilling som halinspektør.

Han fik jobbet, men måtte samtidig opgive at være sin egen arbejdsgiver, da han således ikke kunne fortsætte som formand for halbestyrelsen.

John Bregnhøj bestred jobbet helt frem til 2004, hvor han dels havde nået pensionsalderen, men også var blevet ramt af en blodprop.

Men han var ikke sådan at slå ud. Han kæmpede sig tilbage og fik både førlighed og det meste af sin tale igen.

Han havde flere tillidsposter i både fjernvarmeværket og grundejerforeningen ved sommerhuset i Juelsminde samtidig med, at han via sit medlemskab i Socialdemokratiet fulgte med i politik fra sidelinjen.

John Bregnhøj var i mange år politisk aktiv og var som medlem af Socialdemokratiet også stærkt optaget af det lokalpolitiske. Tre gange blev han valgt ind i byrådet og satte sit præg på blandt andet fritids- og kulturlivet i Ikast Kommune.

Efter års genoptræning efter blodproppen fik han som pensionist travlt med at passe hus og sin store have. Han nød at bladre i frimærkesamlingen, male og kunne ikke helt lade være med at blande sig.

Sammen med hustruen har han været på mange ferieture til Sydeuropa.

27. september 2021 kunne kan fejre sin 80-årsfødselsdag sammen med sin nærmeste familie.

Han havde de sidste to et halvt år boet på plejecentret Kærmindeparken i Bording. Her fik han daglig besøg af sin hustru Lis, som han var gift med i 59 år.

Han var i sine sidste dage omgivet af sin nærmeste familie, hustruen Lis og deres to børn Pernille og Søren samt børnebørnene Sofie, Mathilde og Colin.

John Bregnhøj bisættes torsdag fra Engesvang Kirke.