Franske motorcykelbetjente følger rytterne i Danmark

Som del af aftalen om den danske Tour-start er franske betjente i Danmark. De er under dansk politis ledelse.

Udgivet:28. juni 2022, 05.45

Læsetid:1 minut

Franske motorcykelbetjente kommer til at køre med feltet og reklamekaravanen under Tour de France i Danmark sammen med dansk politi. Men sikkerheden under Tour de France er dansk politis ansvar, fastslår vicepolitiinspektør. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

KØBENHAVN Når Tour de France-rytterne suser gennem Danmark, kommer de til at blive fulgt tæt af franske betjente på motorcykel.

Det var en betingelse fra den franske arrangør, ASO, at få franske betjente med under touren i Danmark.

Cirka 30 franske motorcykelbetjente kommer til at følge reklamekaravanen og feltet i samarbejde med danske betjente.

Det fortæller vicepolitiinspektør Jens Reusch fra Københavns Politi. Han har siden 2019 været med til at planlægge afviklingen af touren i Danmark og fungerer som forbindelsesofficer mellem politiet og ASO.

Han har kun ros til de franske motorcykelbetjente.

- Det er nogle dygtige franske MC-kolleger, som ved, hvordan ASO får kørt selve Tour de France-arrangementet, og de skal i øvrigt også med under de næste etaper, siger vicepolitiinspektøren.

Når franskmændene er på dansk jord, vil de stadig køre på deres sædvanlige blå politimotorcykler, bære uniform og våben, fortæller Jens Reusch.

Retssikkerhedsmæssigt kan man dog være tryg, forsikrer han.

Der er indgået en aftale om de franske betjentes tilstedeværelse i Danmark i henhold til Prüm-traktaten om europæisk politisamarbejde.

Alt omkring sikkerheden ved Tour de France er dansk politis ansvar, siger Jens Reusch.

- Når de er i Danmark, vil de være under dansk politis ledelse. De må ikke agere politimæssigt i Danmark. Det er kun dansk politi, der må det.

- De er her for at afvikle Tour de France i Danmark, siger vicepolitiinspektøren og fortsætter:

- Vi vil også fortælle dem omkring lovgivningen og magtanvendelse i Danmark, og de vil være fulgt af danske betjente.

Danske betjente kører også med. Tidligere på måneden prøvekørte omkring 25 danske motorcykelbetjente anden og tredje etape i Danmark.

Efter de tre etaper i Danmark er der hviledag i løbet, inden det fortsætter i Frankrig. Løbet slutter 24. juli i Paris.

/ritzau/