Stafet for Livet gav 89.000 kroner - trods corona

Både Kræftens Bekæmpelse nationalt og lokalt nyder godt af et succesrigt arrangement

Udgivet:12. august 2021, 14.23

Læsetid:3 minutter

Formanden for Stafet for Livet Ikast, Peder Fenger, overrækker gavebeviset til Anette Justesen fra Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling, som modtager 10 procent af overskuddet på 89.000 kroner fra 2021-udgaven af Stafet for Livet Ikast. Foto: Privatfoto

IKAST Stafet For Livet Ikast, der trods coronarestriktioner blev gennemført 1. maj, har vist sig at give et endda meget flot overskud.

Regnskabet er gjort op, og overskuddet blev på knap 89.000 kroner.

Den største del går til den nationale kamp mod kræft, mens Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Ikast-Brande får et tilskud på knapt 9000 kroner.

Stafet for Livet i Ikast blev i år gennemført på en ny måde - nemlig som et 12 timers arrangement, hvor holdene havde base forskellige steder - fortrinsvis hjemme hos dem selv.

Modellen blev valgt for at sikre, at stafetten kunne gennemføres, uanset hvordan coronasituationen udartede sig.

- Coronaen var skyld i, at vi i 2020 ikke kunne afvikle en stafet. Og i 2021 var vi stadig begrænset af mulighederne. Og det var derfor, vi fandt på at afvikle på en ny måde, fortæller formand for Stafet For Livet Ikast Peder Fenger i en pressemeddelelse.

Tilskuere så med hjemmefra

- Vi var naturligvis spændte på, hvordan det blev modtaget. Kort sagt - det blev modtaget helt fantastisk. Det vil vi alle gerne takke for. 306 deltagere var med overalt i byen og helt til Faurholt, tilføjer han.

Stafet For Livet i 2019 havde et overskud på 103.301 kroner, så med en stafet, som ikke blev afviklet i 2020 på grund af corona, og med en stafet i 2021, som var meget anderledes end normalt, må man siger, at resultatet var en stor succes.

De 12 timer blev rammet ind af stafettens faste elementer - en åbningsceremoni og en lysceremoni, som blev sendt live via Facebook, så holdene kunne følge med hjemmefra.

Kreative holdkaptajner

Styregruppen var relativt lille i 2021. Gruppen bestod formelt set af et formandskab, en kasserer, en holdtovholder, en logistiktovholder, en lystovholder og en »multi-frivillig«. På grund af gruppens størrelse og de specielle omstændigheder, var rollerne dog mere flydende end normalt, og flere frivillige løste opgaver ud over deres formelle ansvarsområde.

På hold og deltagersiden lykkedes det at opnå målet på 200 deltagere. Det skyldes først og fremmest en flot indsats fra holdtovholderen og den øvrige styregruppe.

- Det vidner om, at der er opbakning til kræftsagen i Ikast, og at der er kreativitet og drivkraft blandt holdkaptajnerne, siger Peder Fenger.

Helt exceptionelt

På grund af stafettens alternative format var der ingen store udgifter, og dermed kan styregruppen glæde sig over en exceptionel flot overskudsgrad på hele 97 procent.

- Dermed ikke sagt, at samme overskudsgrad forventes, når vi igen kan samles på en fælles stafetplads. Det må gerne koste penge at skabe fællesskab og synlighed, fortæller Peder Fenger.

Umiddelbart efter stafetten blev der udsendt et spørgeskema til alle deltagere og frivillige.

Samtlige svar angiver, at deltagerne var tilfredse eller meget tilfredse med arrangementet.

Herudover kan arrangørerne af næste års stafet glæde sig over, at 92 procent forventer at deltage igen i 2022. Derudover gav nogle udtryk for, at det var rart at have privat base og egen rute, mens andre savnede den fælles stafetplads.

Klar til stafet i 2022

For at et arrangement som Stafet For Livet Ikast kan lade sig gøre, er det nødvendigt med frivillige kræfter og naturligvis nogen, der vil deltage.

- Derfor vil jeg gerne takke styregruppen for Stafet For Livet Ikast for et fantastisk engagement og arbejdsmoral. På selve stafetdagen så jeg en glød i øjnene hos de frivillige kræfter, som virkelig giver én hjertebanken. Jeg håber, at vi ses igen i 2022 til endnu en omgang Stafet For Livet Ikast, siger Peder Fenger og fortsætter:

- Styregruppen og de frivillige er allerede klar til at påbegynde forberedelserne. For kan man regne med en ting - så er det, at stafetten vender tilbage næste år. Og hvem ved - måske bliver det en kombination af en fælles stafetplads og med muligheden for at deltage som man har gjort i år, i mere private omgivelser med egne ruter.